(FRANKFURT)

Håndværksmestre vælger øget sikkerhedsudstyr som nødbremse, når de køber ny Ford Transit – bl.a. for at tiltrække nye medarbejdere.

Der er stor mangel på håndværkere, men for at tiltrække flere svende til firmaer, lokker håndværksmestre i øget grad med mere velindrettede varebiler – og det betyder bl.a. biler som Ford Transit med øget sikkerhedsudstyr så som nødbremse.

Det siger Bent Steen Jensen, varebilschef hos Ford Danmark, til VOTY.dk.

Ændret på få år

”Manglen på gode håndværkere betyder meget, når en ny varebil som Ford Transit Custom skal specificeres. For fem-ti år siden var varebilerne næsten altid helt standardudstyret – men det har virkelig ændret sig de senere år – og især efter, at der er kommet mangel på håndværkere,” siger Bent Steen Jensen.

Han peger på, at unge håndværkere i dag vælger deres private biler med meget sikkerhedsudstyr, og så er det naturligt, at de også gerne vil have den samme sikkerhed, når de er på arbejde.

”I privatbilen kører de måske et par timer frem og tilbage til jobbet, men så kører de i varebilen op til otte timer hver dag. Så er det klart, at sikkerhed betyder meget,” siger Bent Steen Jensen.

Parkerings-advarsel

Ford Danmark vil ikke uden videre gør de ellers favorable sikkerhedspakker standard for bl.a. konkurrenceforholdene – og i forbindelse med lanceringen af den nye Ford Transit har man spurgt et stort udvalg af kunder, hvad de især efterspørger – og her kom parkeringsadvarsel ind på førstepladsen.

”Derfor indfører vi dette udstyr som standard i Transit-modeller med Trend-udstyr op opefter i forbindelse med lanceringen af den nye Custom i april,” siger Bent Steen Jensen.

Ford har tidligere kun set at bl.a. håndværkere med en enkelt bil eller mesters egen bil ekstra udstyret.

Automatgear hitter

”Vi ser også, at kunderne ønsker bedre udstyrede varebiler gennem leasingselskaberne. Der er en begyndelsespris – og så bygger man bilen op. Vi har bl.a. set en stor interesse for vores nye automatgear til 11.000 kroner ekstra, som til håndværkerbiler er oppe omkring 20 procent af salget – og taler vi Tourneo busser, hvor vi sælger mange som handicap-busser, taler vi 40 procent af salget,” siger Bent Steen Jensen.

Ford Transit Custom har ligget på førstepladsen på salgslisterne over varebiler de seneste fire år – og der kører i dag op imod 10.-12.000 enheder på vejene. November måned bliver en ny rekordmåned for bilen.

Nye smidige motorer

Med den nye Transit-serie fik i fjor nye og ganske smidige og økonomiske EcoBlue motorer i forbindelse med Euro 6 miljøbestemmelsernes indtog. Dertil et skarpere design og helt nyindrettet kabine – med mulighed for at vælge en fire- eller otte tommer skærm – evt. med navigation.

Derfor forventer Bent Steen Jensen en fortsat stor interesse for Ford Transit Custom, der kommer i udgaverne Ambiente, Trend, Limited og Sport. Ambiente tegner sig for 10 procent af salget, Trend for op mod 70 procent af salget, Limited for 15- og Sport for fem procent af salget.

Priserne begynder fortsat ved cirka 180.000 kroner plus moms for en Custom 280 L1H1 med 105 hk. Med 130 hk er prisen cirka 212.000 kroner og Transit 300 L2H1 Ambiente med 105 hk koster 193.500 kroner.

Nummer to i Van of the Year

Den nye Transit Custom fik andenpladsen i forbindelse med årets internationale varebilspris, Van of the Year 2018 (efter Iveco Daily Blue Power) – og placeringen understreger fagpressens værdsættelse af Fords bestseller.

Markedsandelen i Europa ligger på 30,6 procent i sit segment, udtalte Fords europæiske varebilschef, hollænderen Hans Schep, da vi var til en udvidet test af det nye Transit program i Frankfurt i går.

Han lover en fornyelse af hele Fords varebilsprogram de nærmeste 18 måneder – begyndende i foråret med Custom modelserien.

Test af tre modeller

Vi testede modellerne med 105-, 130- og 170 hk over flere hundrede kilometer i Frankfurts omegn – og selv mindste model klarede opgaverne fint – selv med 500 kg. ballast, som svarer til cirka halv nyttelast. Og det vil den ikke mindst i et fladt land som Danmark.

Har man lidt tungere opgaver, kan man så vælge 130 hk modellen, som har et noget bedre moment. Vi prøvede den i en høj udgave med automatgear – en udgave, vi ikke har prøvet før, og den kører virkelig godt. Bruger man trailer, betyder automatgear en lidt mindre trailervægt med mindre man omvejer bilen.

Men som håndværkerbil uden trailer er automatgearet en forbedret ergonomi og komfort. Endelig prøvede vi topudgaven med 170 hk og manuelt gear – primært på motorvej, og her får man virkelig en sporty varebil i hænderne.

Fornemme køreegenskaber

Selvfølgelig savner en entreprenør nok Fords gamle 5-cylindrede motor, der fremviste et fantastisk moment, hvor en fyldt varerum og trailer absolut ikke tog pusten fra bilen.

Har man sådanne behov er der en løsning i at vælge Fords Ranger pick-up i topudgaven.

Men generelt kører den nye Transit fremragende – og her er undervogn og affjedring bibeholdt. Man skal vænne sig til, at man ikke rigtigt kan strække venstre fod på grund af hjulkassen. Men det løser sig ved at vælge modellen med automatgear.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk