Kia præsenterede for første gang deres høje udgave af Kia PV5 på transportmessen i Birmingham i sidste uge.

Betegnelsen er L2H2 High Roof.

Der er ikke meldinger om en dansk premiere af den nye version af Årets Varebil i Europa 2026 – men PV5 serien udvides efterhånden.

Crew Van

Inden længe vil chassis-udgaven være klar herhjemme – og senere på året vil udgaven som fleksibel mandskabsvogn være tilgængelig – kaldet Crew Van.

Og da det er en elbil, kan man registrere den på hvide plader – blot kan man jo så ikke trække momsen.

På messen blev der også udstillet en kort L1H1 version – samt udgaver af PV5 med forskellige opbygninger, som viser PBV-arkitekturens fleksibilitet på tværs af forskellige brancher.

Opbygninger

Herhjemme har Kia Danmark allerede mange partnere, når det gælder opbygninger i PV5.

”Der findes også en opbygger-portal fra fabrikken, som virksomheder kan anvende – med 3D tegninger og 0-drill zones,” siger Kris Mathiesen, produktchef hos Kia Danmark.

I dag findes herhjemme kun L2H1 udgaven af PV5 Cargo, så det er en voldsom udvidelse af programmet, der foregår.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk