(BÅSTAD)

Tennisbyen Båstad ved Hallandsåsen var fortsat klædt i vinterdragt – med regn og sne – da vi forleden drog ud bag rattet i biler fra den nye Iveco Daily varebilsserie, der nok er én af de stærkeste på markedet med rammekonstruktion og op til 207 hk motorer og 470 Nm drejningsmoment.

Vi mærkede ikke meget til ballasten på 500 kg. i de fire biler, som vi kørte i under testen på 200 km. rundt i Halland – på motorveje og landeveje. De 500 kg er knap en tredjedel af totalvægten.

Det var måske kun i mindste 140 hk udgave, at den 8-trins Hi-Matic automat-gearkasse skulle lidt mere på arbejde i det kuperede terræn – men den udgave er en sjælden gæst på de danske veje.

Største motorer  i Danmark

I Danmark er det de større 3-liter udgaver på 180- og 207 hk, der er størst interesse i – selv om mange måske kunne nøjes med den 160 hk udgave, der klarer jobbet glimrende.

Det er herhjemme i øvrigt kun fem procent af kunderne, der ikke vælger den 8-trins automatgearkasse – og det er typisk kunder, som har brug for kraftudtag så som små renovationsbiler samt tip- og kranbiler.

Man kan få eftermonteret kraftudtag herhjemme på biler med automatgear, men fabrikken tilbyder det ikke.

Fastholder 2,3 liter motor

Med Hi-Matic gearkasse kan man skifte imellem eco og power – som betyder en del på økonomien.

Teknisk har Iveco finpudset deres Daily – men man holder fast i den 2,3 liters dieselmotor til de mindre udgaver på 140 og 160 hk, hvor Fiat Professionel derimod er gået ned i størrelse til 2,2 liter – stadig med Fiat Power Train som leverandør.

Motorerne i Daily har fået stålstempler i stedet for aluminium-stempler – bl.a. for at få 15 pct. bedre drejningsmoment og seks pct. bedre brændstoføkonomi – og man arbejder to dobbelt AdBlue system i forbindelse med SCR efterbehandling, som nedsætter NOx-partikler ved koldstart.

El- og gasudgaver kommer

Opdateringen af motorerne sikrer bedre miljø – hvor de små motorer opfylder Euro 6 Final kravene og de store motorer opfylder Euro VI E Heavy Duty kravene.

Sidstnævnte er ikke omfattet af WLTP krav, som betyder afgiftsfordele for kunderne (over 2.585 kg). Gas-modeller bygges på en 3-liter benzinmotor med 136 hk ydelse.

Iveco forsker intenst på grønne udgaver af bilen – man er førende indenfor gasbiler og en ny eludgave er klar indenfor et par år. På den lange bane vil brintudgaver også være en mulighed – men brintteknologi vil først finde vej til Ivecos lastbiler (sammen med amerikanske Nikola.)

Flere nyheder manglede

I den nye 2022 udgave har fabrikken forbedret Daily på adskillige punkter – men to af de helt store nyheder var forsinket fra fabrikken og desværre ikke med på turen i Sverige.

Det var den helt nye manuelle gearkasse og den nye AirPro luftaffjedring med luftaffjedring på bagakslen og aktive støddæmpere.

AirPro kan dog først kan leveres mellem juni og august i år på grund af halvleder-krisen. Merprisen er ca. 18.000 kr. plus moms.

Nye sæder forbedrer komfort

Daily fås fortsat i størrelser op til 19,6 kubikmeter kassevogn – og op til 7,2 tons totalvægt og mulighed for to typer af firehjulstræk – en let udgave og en tung udgave, der – som vi tidligere har prøvet i bjergrigt område i Italien – kan forcere meget uvejsomt terræn.

Den nye Daily har fået opfrisket kabinen med ny instrumentering og 7 tommer touchscreen – og der er kommet helt nye og mere komfortable sæder og nakkestøtter i bilen med en ny type skumopbygning med hukommelse kaldet Memory Foam – udviklet af amerikanske NASA.

Nu med bedre komfort til høje personer, og med nye betjeningsgreb på siden af sæderne – så man ikke længere river sin jakke i stykker på grebene, når man skal ind og ud af bilen.

Tilkobles firmaets system

Tilmed er der gjort ekstra meget ud af opkobling, også kaldet connectivity. En særlig connectivity-box til ekstra 3.500 kroner for fem år. Her er der overvågning af bilen fra Ivecos kontrolrum i Italien.

Det betyder, at fejl opdages før det går galt. Der kan også fås fjernbetjent software-opdatering, flådestyrings-muligheder plus overvågning af chaufførens kørestil, hvor der uddeles karakterer på skærmen.

Systemet kan også kobles op på virksomhedens eget system – såsom det f.eks. er tilfældet hos PostNord.

Kontakt med andre chauffører

Man kan også kommunikere med chauffører i andre biler – f.eks. om trafikproblemer. Lige nu dog kun på hovedsprogene engelsk, tysk, fransk, italiensk og spansk. Om dansk kommer senere – det vides ikke.

Man arbejder hos hos Iveco på hele tiden at opdatere teknologien løbende.

Stemmestyring med besvær

Nyt er også såkaldt ”Driver Pal” med Alexa stemmestyring – opbygget sammen med Amazon – så man f.eks. kan sige ”Alexa – bed MYIVECO om at finde et værksted.”

Alexa kan også kobles som en app på chaufførens mobiltelefon, så man hjemmefra kan planlægge ruter.

Vi kunne dog ikke komme til at prøve det under testen på grund af en opkoblingsmanøvre, der ville tage for lang tid.

Testbiler med meget udstyr

Testbilerne havde en masse ekstraudstyr så som adaptiv fartpilot, læderrat, nødbremse, elektrisk parkeringsbremse, linjevogter, LED belysning i varerummet, LED lygter og luftaffjedrede sæder.

Det koster naturligvis ekstra, men importøren fortalte, at biler, som forhandlerne bestiller hjem, i reglen har meget af dette udstyr – og at der ofte er kampagnemodeller med ekstra meget udstyr, hvor man sparer lidt penge.

Men på grund af bl.a. halvleder-udfordringer, så er der mange måneders leveringstid i dag.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk