Iveco har ikke været først med turboladede lastbiler, men da man i 1982 endelig meldte sin ind i turbo-alderen, var det med den 420 hestes V8 TurboStar, som undertegnede selv prøvede ved presse-lanceringen i Strassbourg i Frankrig.

Det var en ganske hurtig lastbil med masser af drejningsmoment – og valg imellem en 16 trins synkroniseret ZF gearkasse og en 12 trins usynkroniseret Fuller gearkasse fra amerikanske Eaton.

Lastbilen var i en flot design – og der var en ganske højt udstyrsniveau for den tids lastbiler – og i Europa var det bestemt ikke normalt med en 17,2 liters lastbilsmotor.

I Danmark fra 1984

I 1984 fik Iveco TurboStar dansk premiere – og den danske importør markerer i år det danske 40 års jubilæum.

Den ikke-synkrone 12-trins gearkasse var en udfordring for mange, men for dem, der mestrede den, var den en fornøjelse at bruge.

”Man behøvede ikke bruge koblingen, når man skiftede gear, man havde omdrejningstallet i øret og mærkede, hvornår det var det rigtige tidspunkt at skifte. Det gjorde kørslen meget mere effektiv, især på de lange og mere krævende distancer,” siger testchauffør hos Iveco, Jørgen Andreassen.

Tunge belastninger

Jørgen Andreassen var ung chauffør i begyndelsen af 80’erne, og kørte mange kilometer i den store italiener.

Den kraftfulde maskine var velegnet til tunge belastninger især tung og krævende kørsel. Med den store V8-motor kombineret med den usynkroniserede gearkasse kunne man mærke forskellen fra mange andre lastbiler.

Der var dog mange lastbiler, der kørte med usynkroniserede gearkasser i 1980’erne –  f.eks. DAF, Ford, MAN og Renault – fordi mange kunder ønskede det. I dag er selv synkroniserede gearkasser til lastbiler en sjældenhed. Stort set alle lastbiler leveres i dag med automatisk transmission.

Iveco-tilhængere

I Danmark var det svenske lastbiler, der dominerede – men der var også en del Iveco-tilhængere, der satte pris på de veludstyrede og hurtige lastbiler fra Italien.

Iveco har altid været langt fremme med udvikling og ofte pionerer på forskellige områder.

”Jeg har været med på tæt hold gennem mange år, og det har været helt utroligt at være vidne til, hvordan førerhusene er blevet større og mere komfortable, motorerne mere effektive med højere ydelse, lavere brændstofforbrug og mindre emissioner. Selve køreoplevelsen er blevet meget større,” sige Jørgen Andreassen.

Særudgave i 2022

I 2022 genlancerede Iveco en særudgave deres nye S-Way lastbil på basis af deres lastbil-legende. TurboStar Special Edition blev præsenteret for at ære TurboStar-serien.

Den moderne TurboStar-udgave er udstyret med den nuværende topmotor, Cursor 13 med 570 hk, 12 trins HiTronix automatiseret-gearkasse – samt spoilere på taget og på siden.

Stilmæssigt har man lagt sig op ad 80’er-ikonet med røde og grå metalfarver, og langs førerhuset er brugt de klassiske IVECO-farver fra den tid – gul, rød og blå.

35 års erfaring med biogas

Ivecos seneste forbedring af dieselmotoren har resulteret i længere kilometertal pr. liter og markant reduceret CO2-emission.

”Men vi har også over 35 års erfaring med udvikling af biogaskøretøjer med en totalvægt på op til 50 tons. Det er der ikke mange af konkurrenterne, der har. Vores evne til at se fremad er lige så solid som vores respekt for vores historie,” siger Jørgen Andreassen.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk