(SOFIA)

Til efteråret kan Toyota Danmark levere deres nye og niende generation af den legendariske pick-up Hilux.

I første omgang er det den spritnye, elektriske version til 425.000 kroner eksklusive moms, som også er den mest spændende nyhed.

Senere kommer så en 48 volt hybrid diesel, som stort set er identisk med forgængeren, når det gælder drivline.

Dansk behov 

VOTY.dk har været i Bulgarien for at prøve begge udgaver af den nye generation.

Når det gælder eludgaven er den – for den danske importør – primært målrettet flådekunder. Og det kan være godser, offentlige myndigheder som stat og kommuner samt visse typer af håndværkere.

For med max 59,2 kWh effekt og en rækkevidde på kun 257 km vil der være langt imellem hvidepladeudgaver til private kunder – selv om man kan få en fantastisk off-road’er uden så mange afgifter.

Pris

For prisen er til eludgaven omkring halvdelen af en dieseludgave på hvide plader. Nemlig 581.000 kroner. I øvrigt er der ikke prissat en hybrid-diesel på hvide plader.

Der er til gengæld et øget pres fra bl.a. kommuner til deres samarbejdspartnere så som håndværkere, at de skal stille med el-køretøjer for at få en kontrakt.

Så interessen vil være stor for en ganske stor kundegruppe. Faktisk forventer importøren, at 25 pct. af det samlede Hilux salg vil være eludgaven.

Stor afsætning

I forbindelsen med testen i Bulgarien fik at vide, at fabrikken fra begyndelsen har et mål til eludgaven på kun fem procent af produktionen, og næste år syv procent.

Den grønne transport er ganske meget længere i Danmark og f.eks. Norge end i de fleste andre EU-lande.

Den klassiske pick-up kunde er oftest entreprenøren, som har brug for en bil med en trailervægt på 3,5 tons og ét tons på ladet – og derfor vil de holde fast i dieseludgaven.

Lille trailervægt

Eludgaven må have 1,6 tons på krogen og laster 700 kg. – derfor vil der være langt mellem kunder med behov for trailer.

Uanset hvilken Hilux, som man vælger, får man en bil med en kvalitet, som de færreste kan matche.
I niende generation er designet også ændret – med ny front og hæk samt ny kabine med nyt instrumentbræt og rat – med inspiration fra den større Land-Cruiser.

Vi kan her nævne 12,3 tommer touchscreen, automatgear (1 trin i eludgaven), eldrevne lædersæder med varme, læderrat med varme, adskillige fysiske kontakter på rat og instrumentbræt. 220V/1500W udtag,

Varmepumpe

Udvendigt er der trinbræt i alu på hver side, 17 tommer alufælge, LED forlygter og  trin til ladet.

Teknisk og sikkerhedsmæssigt skal vi også nævne varmepumpe, adativ fartpilot, nødbremse, bakkamera, blindvinkelalarm, elektrisk p-bremse, varme i forrude, otte airbags inkl. airbag mellem forsæder, down-hill assist, hill start assist, trailer sway kontrol, skiltegenkendelse og linjevogter.

Udfordrende

Vi lagde ud med at prøve den elektriske Hilux, som er bygget i Thailand – hvor dieseludgaven stadig kommer fra Sydafrika.

Vores test foregik i et bjergrigt terræn i op til 1,6 kilometers højde – cirka en times kørsel nordøst for hovedstaden Sofia.

Fabrikken havde præpareret fire udfordrende ruter og en slags agility bane – men på grund af usædvanligt heftig regn, var jordvejene blevet ændret til frådende vandløb.

Klarede testen

Dækkene var normale til bilerne og ikke særlige grove terrændæk – og det betød, at vi nærmest gled rundt i de mudrede hjulspor gennem skovområder, hvor vi brugte mest tid på ikke at ramme træer og klippestykker.

Men bilen formåede faktisk at forcere vandmasserne, og selv om det var virkelig udfordrende og ubehageligt, kom vi igennem ruterne.

Frihøjden er 10 cm lavere i eludgaven på grund af batterikassen – monteret i rammen – så klippestykkerne skrabede konstant mod bunden af bundpladen under batterikassen.

Fin trækkraft

Bilen opererer med til og frakørselsvinkler på henholdsvis 29- og 24 grader, mens rampevinklen er 20 grader, så det hjælper på terrænkørslen. Der er dog ikke – som i Land Cruiser udgaven et egentligt krybe-gear.

Et plus ved eludgaven er den voldsomme drejningsmoment på elmotorerne for og bag – på henholdsvis 206 og 269 Nm – hvor der er 100 pct. trækkraft fra 0 km/t.

På instrumentbrættet kan man så indstille til forskellige underlag via en drejeknap – således klippe, mudder, sand, grus, sne og (premiere) ujævnt terræn – kaldet MOGUL samt AUTO, så bilen selv vælger. Dertil kommer så spær på bagakslen (på alle udgaver.)

Rå opsætning

Mange vil nok finde eludgaven lidt for rå i opsætningen – men det var især på asfaltvej, det var et problem – men vejene var også ret elendige.

Det er ikke et problem i terrænet, og kører man med lidt last – hvilket de fleste gør – bliver kørslen nok mere stabil.

Tom bil i eludgaven

Testen af eludgaven foregik med tom bil, og her skulle der både styres kontra og bremses op, når bilen rystede for meget. Dieseludgaven havde 180 kg. ballast i ladet.

Dieselbilen var mere rolig og komfortabel at køre i på asfaltveje og med mere præcis styring.

Modsat eludgaven kan man her også vælge forskellige opsætninger manuelt – som i klassiske pick up biler – med 4H og 4L (reduktionsgear).

Sikre batterier

At Toyota har valgt batterier med lille ydelse, skyldes, at batterierne kan være gemt i rammen – og dermed sikret mod stød.

Samtidig er bilen så ikke så tung (selv om den vejer 200 kg. mere end dieseludgave) og klarer terrænet bedre.

Hurtigladning

Hurtigladning sker så også hurtigere – med 125 kW (max) tager det 10-80 pct. kun 30 minutter. AC ladning sker med 11 kW og tager 6,5 timer.

Batteriet er af PPES typen – udviklet af Toyota i samarbejde med Panasonic.

Ikke træt

Et plus – som i de fleste elbiler – er, at den er helt lydløs – så man bliver ikke så træt efter en lang arbejdsdag.

Vi kan også nævne, at den nye generation kun fås i Double Cab udgave – med fire døre.

Der er to versioner af eludgaven – Action og Legend – og fire udgave er dieseludgaven – Core, Active, Legend og Invincible.

Brintudgave på vej

I øvrigt kom den første Hilux generation i 1968.

Om et par år vil Toyota være klar med en brændselscelle udgave, men Danmark har p.t. ingen steder, hvor man kan tanke brint.

Toyota skulle i øvrigt også arbejde på en mere komfortabel elektrisk Hilux. De har jo masser af teknologi på hylderne til at klare det ønske.

Fakta Toyota Hiace Electric:
Batteri max: 59,2 kWh.
Ydelse: 196 hk.
Drejningsmoment for og bag: 206/269 Nm.
Forbrug: 4,1 kWh/km.
Elektrisk forbrug: 243 Wh/km.
Batteritype: litium-ion, NMC (producent PPES.)
Opladning DC 10-80 pct. 125 kW: 30 min.
Opladning AC 10-100 pct. 11 kW (54 kWh): 6,5 timer.
Rækkevidde: 257 km.
Træk: Permanent 4×4.
Gear: 1 trins aut.
Laddimension: 1.555 x 1.540 x 480 mm.
Akselafstand: 3.085 mm.
Frihøjde: 212 mm.
Vadedybde: 700 mm.
Til/frakørselsvinkler og rampevinkel: 29/24/20 grader.
Dæk: Bridgestone Dueler A/T 265/65 R17
Bagaksel: DeDion.
Vendediameter: 12,8 m.
Bremser: Vent. skiver for og bag.
Køreklar vægt: 2.420-2.625 kg.
Totalvægt: 3.135/3.165 kg.
Lasteevne: 710-715 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.600 kg.
Batterigaranti: 10 år/1 mio. km.
Fabriksgaranti: 5 år/100.000 km.
Relax garanti: 10 år/185.000 km.
Pris personbil: 581.000 kr.
Pris Van: Fra 425.000 kr. plus moms.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk