Mazda har formået at udvikle deres første elektriske bil, så den har udstråling.
På lang afstand ser man, at der kommer en Mazda 6e imod én. Flot design med en elegant og genkendelig front – modsat en masse andre moderne elbiler.
Bilen fik da også bilen prisen ”Årets Designpris” af Danske Motorjournalister for året 2026.
Bygget af kinesisk partner
Alligevel er Mazda 6e – om end udviklet af japanske Mazda – blevet produceret i Kina af deres mangeårige kinesiske samarbejdspartner Changan, der også bygger Mazda biler til det kinesiske marked.
På den måde kunne man spare en masse udviklingstid – nu hvor kinesiske biler pludselig er blevet et must i store dele af Europa.
Imens kan man så forberede en japansk bygget elbil, der kan komme på markedet om nogle år.
Short range
VOTY.dk har prøvet den nye Mazda 6e i short range udgave, der på hvide plader er holdt på de 300.000 kr., som mange mellemklasse-elbiler koster. Testbilen kostede dog 325.000 kr. med udstyr.
En Van vil koster cirka 240.000 kr. plus ombygning.
Lækker kabine
Der er som tiden kræver en kæmpe 14,6 tommer midterskærm, men der er et begrænset antal kontakter og knapper på instrumentbræt og rat. Der er dog to forvalgs-knapper på rattet, hvor man f.eks. kan vælge ratvarme.
De få knapper er typisk for kinesiske biler – men til gengæld har Mazda 6e en utrolig lækker kabine med fine elbetjente kunstlæder-sæder i ruskind med ventilation – plus læderrat.
Head-Up-Display
Mazda har tilmed sørget for en Head-Up-Display til at gøre kørslen sikrere – men alligevel er der en del ved betjeningen, der kræver tilvænning – især skærmen, men også indstilling af fartpilot. Den tilsluttes i en stilk ved rattet, men indstilles så på rattet.
Der er også en stor midterboks og en aflæggehylde under den ”svævende” midterkonsol.
Frunk
Bilen har en stor aflæggeboks fortil på 70 liter – kaldet frunk – hvor der er plads til f.eks. ladekabler. Vi skal også fremhæve den store eldrevne bagklap, der åbner højt.
Et plus er, at der ikke er en negativ læssehøjde. Vælger man den som Van, er varerummet på cirka 1.200 liter.
Et stort plus er trailervægten på 1.500 kg, som også kan gøre den interessant for erhvervslivet – men også for andre, der har behov for trailer.
Højt sikkerhedsniveau
Sikkerhedsmæssigt skal vi nævne adaptiv fartpilot, nødbremse, bakbremse, LED forlygter, ni airbags, blindvinkelassistent, skiltegenkendelse, vejbaneassistent, kamera for svingning (side-view monitor) og regnsensor.
Vi vil også fremhæve bilens panorama glastag, navigation, klimaanlæg, bakkamera, 360 grader kamera, alufælge og trådløs mobiloplader.
Rækkevidde 479 km.
Mazda 6e fås med to batteristørrelser (placeret i vognbunden) på henholdsvis 68,8- og 80 kWh – hvor testbilen var den ”lille” short range udgave.
Den yder 258 hk, men lader hurtigere med 165 kW i stedet for de 90 kW i long range udgaven. Short range lader 10-80 pct. på 24 minutter.
Rækkevidden er opgivet til 479 km WLTP i short range udgaven, hvor long range udgaven klarer 552 km. Men short range udgavens rækkevidde er sikkert nok for de fleste. Instrumenterne lovede os 400 km rækkevidde, da vi startede.
En flyder
Forbruget ifølge instrumenterne under testen (i en kold periode) var 17,6-19,74 kWh/100 km, men et plus var varmepumpen, der sparer på strømmen.
På vejen i den baghjulstrukne bil har man nærmest en lille flyder – men bilens ret bløde affjedring betyder, at man også mærker en del til ujævnheder fra dårlige veje og retningsstabiliteten kunne også være bedre.
Ikke så sporty
Man skal også vænne sig til at korrigere styringen under turen – og i det hele taget er bilen ikke så sporty anlagt, som er vant til fra Mazdas brændstofbiler. Man kan dog indstille tre køreprogrammer: normal, sport og individuel.
Bilen når 100 km/t på 7,6 sekunder, hvilket er mere rart end de vildt hurtige elbiler. Topfarten op gives til 175 km/t. Bilen har 1-trins automatgear.
Vi vænnede os aldrig til de indfældede dørhåndtag på bilen – som er et modelune for bbiler i disse år – og det irriterede, at bilen konstant ”talte” med chaufføren under kørslen – også selv om man ikke havde bedt om det.
–
Fakta Mazda 6e Takumi Short Range:
Ydelse: 258 hk.
Moment: 320 Nm.
Batteri I testbil: 68,8 kWh.
Spænding: 400 V.
Ladetid DC 10-80 pct.: 24 min.
Ladetid AC 0-100 pct.: 7,5 t.
Opladning max: 165 kW.
Rækkevidde WLTP: 479 km.
Forbrug i test: 17,6 kWh/100 km.
Elektrisk forbrug: 166 wH/km.
Træk: baghjulstræk.
Topfart: 175 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 7,6 sek.
Gear: 1 trins aut.
Styretøj: elektrisk servostyring.
Bremser: Vent. skiver for – skiver bag.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Køreklar vægt: 1.962 kg.
Totalvægt: 2.387 kg.
Trailer m. bremser: 1.500 kg.
Varerum: Ca. 1.200 liter.
Frunk: 70 liter.
Dæk testbil: Bridgestone Blizzak 245/45 R 19.
Fabriksgaranti: 6 år/150.000 km.
Batterigaranti: 8 år/160.000 km.
Pris Van cirka: 240.000 kr.
Pris Mazda 6e fra: 300.000 kr.
Testbil pris: 325.000 kr.

