(HANNOVER)
Kia viser i dag for første gang deres nye elektriske PV7 varebil i IAA Transportation i Hannover – i god tid, da bilen først kommer på markedet om et år.
Først i juli begynder produktionen på Hwaseong fabrikken i Korea – og som første varebil med 800 volt arkitektur, hvor den mindre PV5 har 400 volt arkitektur. I øvrigt ligesom Kia personbilerne EV6 og EV9.
PV7 indgår også i Kias dedikerede, fuldelektriske Platform Beyond Vehicle (PBV)-modelrække udvider PV7 mærkets line-up i segmentet for varebiler, hvor PV5 var første eksporterede varebil til Europa i næsten 20 år.
Op til otte kubikmeter
Den nye PV7 er nummeret større end PV5 – lidt klasse med en varebil som Mercedes-Benz Vito.
Hvor PV5 har et varerum fra 4,3 kubikmeter, er det i PV7 oppe på 6,1-8 kubikmeter alt efter udgave. Læssekanten er på 550 mm – hvor PV5 klarer 43 mm.
Nyttelasten er op til 1.165 kg for L2H1 og op til 1.200 kg for L1H1. L2 -modellerne har en læssehøjde på 550 mm og plads til op til tre europaller (800 × 1.200 mm). En særlig køreindstilling til tung last tilpasser bilens egenskaber til skiftende nyttelast og bidrager til stabilitet ved tung last.
Kommer samtidig
PV7 kommer som PV5 både som varevogn (Cargo) og minibus (Passenger) – som kommer på markedet samtidig.
Det var præsident og CEO hos Kia, Ho Sung Song, som holdt ”dåbstalen” på IAA messen – og han understregede, at PV7 markerer næste skridt på rejsen mod individualiseret mobilitet og bygger videre på det fundament, som PV5 har skabt.
“Ved at samle hardware, der er udviklet til konkrete anvendelsesformål, software skræddersyet til erhvervslivet og dedikerede PBV-tjenester rækker PV7 ud over selve bilen,” fortsatte han.
23 nye modeller
Med udgangspunkt i fundamentet fra PV5, der blev kåret til International Van of the Year 2026, udvider PV7 både omfanget og rækkevidden af Kias PBV-tilbud.
De større dimensioner og bredere anvendelsesmuligheder gør Kia i stand til at dække endnu flere kundebehov – fra flåder, logistik og shuttle-transport til små og mellemstore virksomheder samt individuel mobilitet.
Kias strategi for PV7 bygger på tre erhvervsorienterede søjler: hardware, software og service.
Efter lanceringen i 2027 planlægger Kia at udvide PV7-modelrækken til 23 varianter. I 2029 følger PV9, som yderligere udvider mærkets PBV-program og mobilitetsløsninger.
Øge produktiviteten
“Som et erhvervstilpasset værktøj, der er konstrueret til at levere elbilsegenskaber i særklasse, datadrevne løsninger og en komplet serviceoplevelse, gør den kunderne i stand til at øge arbejdseffektiviteten og produktiviteten,” udtalte Sang-dae Kim, Executive Vice President og Head of Kia’s PBV Business Division.
PV7 er udviklet som en alsidig bil, der kan tilpasses den enkelte virksomheds behov, og tager udgangspunkt i Kias ”Tool Box” koncept.
71,5- og 96,2 kWh
Her er fokus på at skabe biler, som er optimeret til specifikke kundekrav. Hvor PV5’s “Open Box”-koncept har fokus på fleksibilitet i bymiljøet, er PV7 udviklet til at tilbyde større kapacitet og nyttelast i mere krævende driftsmiljøer og til opgaver i større skala.
PV7 tilbydes med enten en 71,5 kWh eller 96,2 kWh nikkel-kobolt-mangan-batteripakke (NCM).
Afhængigt af marked og konfiguration yder den elektriske drivlinje op til 200 kW (272 hk) og 420 Nm, som overføres til forhjulene. Forhjulstræk er standard, mens en firehjulstrukket variant er planlagt til senere.
460 km rækkevidde
Cargo L2H1-varianten med lang rækkevidde tilbyder mere end 460 km fuldelektrisk rækkevidde efter WLTP-normen.
PV7’s 800-volts arkitektur muliggør opladning fra 10 til 80 pct. på 25 minutter med en 350 kW DC-hurtiglader, hvilket bidrager til at reducere stilstandstiden.
Som den første Kia tilbydes PV7 desuden med to ladeporte: en AC/DC-ladeport foran og en AC-ladeport på siden bagtil som ekstraudstyr. Det giver større fleksibilitet på tværs af forskellige parkerings- og opladningsforhold.
AI-baseret
Platformen omfatter Gleo AI, en AI-baseret stemmeassistent, som gør det muligt at betjene bil-, navigations- og beskedfunktioner med naturligt talesprog.
“PV7 bygger videre på de designprincipper, der blev introduceret med PV5, og undersøger, hvordan et større erhvervskøretøj kan opleves mere imødekommende, tilpasningsdygtigt og tættere forbundet med de mennesker, der er afhængige af det hver dag,” fortalte Karim Habib, Executive Vice President og Head of Kia Global Design.

