Københavns Kommune har netop valgt at placere deres nulemissionszone på Indre Vesterbro.
Reglen indføres fra 2027 for personbiler og fra 2028 for erhvervskøretøjer over 12 tons, oplyser DTL Danske Vognmænd.
Zonen er stort set afgrænset af vejene Tietgensgade, Enghavevej, Ingerslevsgade og Gl. Kongevej.
Kun én afgrænset zone
Der må kun være en afgrænset zone i hver kommune, og en zone må ikke omfatte det strategiske vejnet, betyder det samtidig.
Zonen omfatter ikke lastbiler over 12 tons, hvilket ligeledes er lovbestemt. Hvis lastbiler over 12 tons på et tidspunkt skal omfattes, vil det kræve en ny lovændring og først ske efter en evaluering.
Nulemissionszonen på Vesterbro betyder samtidig, at der ikke placeres en nulemissionszone i indre København – så som Middelalderbyen.
Styrke grøn omstilling
Nulemissionszonerne vil ifølge aftaleparterne mindske støj- og luftforurening lokalt, samtidig med at de vil styrke den grønne omstilling og give øget incitament til at købe elbiler.
Bag aftalen står et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Klare undtagelser
I den oprindelige aftaletekst fra Dolketinget hedder det blandt andet, at det i nulemissionszoner som udgangspunkt kun vil være adgang for nulemissionskøretøjer – men det skal fortsat være muligt at bo og drive virksomhed i en nulemissionszone.
Aftalepartierne er enige om at sikre klare undtagelser og dispensationsmuligheder for beboere og erhvervsdrivende i zonen.
DTL-chef skeptisk
DTL’s adm. direktør Erik Østergaard har tidligere udtalt sig skeptisk om nulemissionszonerne i forhold til vognmandserhvervet.
”Zonerne vil betyde, at vores varebilsvognmænd skal ud i betydelige investeringer i nye elektriske køretøjer i stedet for de nuværende diesel- eller benzindrevne biler, hvis de fortsat vil levere varer i byerne,” har Østergaard udtalt.
Han kan godt være bekymret for, om alle vognmænd har økonomi til den øvelse.
