Den danske luftfragt-pionér CTS Express holding ApS og selskabets tre datterselskaber er blevet overtaget af det svenske Jetpak Top Holding AB.
Det er sket gennem datterselskabet Jetpak Group AB, som overtager alle anparter i det danske ekspres-fragtfirma.
CTS Express, der er stiftet i oktober 2012, har hovedkontor i Københavns lufthavn samt i Billund, og har cirka 20 medarbejdere og en årlig omsætning på omkring 40 millioner kroner.
Stiftet i 2012
Det relativt nystartede CTS Express leverer tidskritiske logistikløsninger for erhvervskunder baseret på fly- og kurertransport integreret med speditionsløsninger.
Det danske selskab har et nordisk og europæisk netværk, hver der er tilknyttet cirka 30 små fragt-varebiler – og man har desuden aftale med underleverandører om ekstra kapacitet til ad-hoc leverancer.
”Den nuværende ledelse og nuværende medarbejdere i CTS Express vil være en vigtig del for at udvide CTS transporttilbud til de øvrige nordiske lande og for at styrke Jetpaks markedsposition i Danmark,” er meldingen fra Jetpak.
Begyndte på et køkkenbord
CTS Express blev dannet på et køkkenbord i Kastrup. Virksomheden startede på foranledning af kunder der manglede netop det vi besidder, punktlighed, loyalitet og ikke mindst løsninger. Disse kunder er stadig i kartoteket i dag, oplyser selskabet på sin hjemmeside.
”Vi har samlet et hold af branchens bedste og vi går højt op i information, uddannelse og udvikling samt miljø. I 2012 blev der udarbejdet en fem årig forretningsplan som er blevet overholdt til punkt og prikke. En langsigtet plan er nu lavet som vil skabe vækst og fremdrift for CTS,” oplyser CTS Express.