Mens Danmark er det land i EU med den næststørste andel af opladelige biler, står det anderledes til med antallet af ladepunkter, hvor Danmark kun er nummer 10 i EU.

Det oplyser De Danske Bilimportører.

Selvom placeringen ikke i sig selv er dårlig, illustrerer det, at der er behov for en større adgang til bilopladning i Danmark.

Tre gange så mange

Antallet af elbiler i EU er steget næsten tre gange så meget som antallet af ladepunkter de sidste seks år.

Mens der i 2016 var 77.038 ladepunkter på tværs af EU-landene, var der 479.396 i 2022. Til sammenligning er elbil-bestanden vokset fra 118.542 til 1.996.738 i samme periode.

Den samme udvikling har været tydelig i Danmark. Selvom antallet af ladepunkter vokser hurtigt, går det ikke ligeså hurtigt som stigningen i andelen af opladelige biler i bilbestanden.

En udfordring

Det betyder, at der stadig er for få ladepunkter pr. bil, hvilket er en udfordring for den fortsatte udbredelse af grønnere mobilitet.

”En stærk og geografisk dækkende ladeinfrastruktur er en af de absolut vigtigste forudsætninger for flere elbiler på de danske veje. Omstillingen til elbiler kræver, at bilen kan lades hurtigt og nemt, så rækkeviddeangst ikke overtager overvejelserne om valg af bil,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Koncentreret i to lande

Selvom det er vigtigt, at der kommer fart på udbredelsen af ladestandere i Danmark, kan det ikke stå alene.

Med den store mobilitet mellem lande, som hersker i EU, er det vigtigt at ladeinfrastrukturen udbredes i flere lande, så elbilen også kan bruges på bilferier og forlængede weekender.

På nuværende tidspunkt er 42 procent af alle ladepunkter koncentreret i to EU-lande; Holland og Tyskland. Disse lande udgør mindre en 10 procent af det samlede overfladeareal i EU.

Stor forskel

Samtidig har Holland, som er det land med den største andel af ladeinfrastruktur, 70 gange flere ladepunkter end Rumænien, selvom Rumænien er omkring syv gange større.

Det vidner om stor forskel på adgangen til opladning på tværs af EU-lande, hvilket illustrerer et stort behov for at få sat skub i ladeinfrastrukturen i hele EU, selvom der for alle lande i 2035 gælder, at nye biler og varebiler skal være nulemissionsbiler.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk