Ikke mindst et par store ordrer har givet Scania mesterskabet i salg af ellastbiler i Danmark – i fjor betød det en andel på 56,25 procent.

Samtidig har det svenske lastbilsmærke den største bestand af de elektriske køretøjer – det betyder, at der står Scania på 31,5 pct. af alle de lastbiler, der kører i dag på danske veje.

Forleden kunne vi fortælle, at Volvo internationalt ligger i spidsen med salg af ellastbiler – men det gælder altså ikke herhjemme.

Fjerner usikkerhedsmomentet

”Vi gør meget ud af at fjerne usikkerhedsmomentet hos vores kunder, og det afspejler sig i salgstallene,” siger Anton Freiesleben, salgsdirektør i Scania Danmark.

Scania har leveret el-lastbiler til en bred kundegruppe i 2022, og fælles for alle kunder er, at de sammen med Scania får udarbejdet en grundig analyse af alle behov.

”Scania bestræber sig på at afdække alle udfordringer, når kunder ønsker at opstarte drift på alternative drivmidler som biogas, el eller biodiesel/syntetisk diesel,” siger Anton Freiesleben.

Rækkevidde-simuleringer

Scania Danmark udfører rækkevidde-simuleringer, afdækker ladebehov og dimensionering af ladestationer og hjælper også med etablering af tanknings- og ladeinfrastruktur.

”Kort sagt bestræber vi os på at afmystificere skiftet til grøn transport og herunder beregne TCO (totaløkonomi) på diesel overfor alternativerne med henblik på, at kunderne kan sætte de nye teknologier i drift uden ubehagelige overraskelser,” siger Freiesleben.

Lastbilerne selv udmærker sig ved at have de samme egenskaber som Scania har været kendt for i mange år – og her peger Freiesleben på høj driftssikkerhed, lavt energibehov, stærke præstationer og god chaufførkomfort.

Rådgivning er vigtigst

Scania oplever, at det der vægter hos kunderne, når der skal tales el-lastbiler, er en bundsolid rådgivning og økonomisk sikkerhed – ligesom det er særligt vigtigt for kunderne at få styr på rækkevidde, ladebehov og ladeløsning.

Scania ser ind i nogle år, hvor el-lastbiler – men også gaslastbilerne – vinder mere og mere terræn.

”Vi forventer, at markedet for el- og gas lastbiler i 2023/2024 vil ligge på 100-150 biler for hver af de to teknologier – og i 2025 ventes salget alene af el-lastbiler at nå et totalmarked på ca. 300-500 nye registreringer i Danmark,” siger Anton Freiesleben.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk