Som på transportmessen i Herning valgte mange store bilproducenter at blive væk fra den internationale transportmesse i Birmingham i sidste uge.

Krisen kradser måske ikke kun hos danske importører – også deres moderselskaber holder igen.

I Birmingham manglede man svenske Scania og franske Renault – mens de øvrige mærker var på plads. På varebilssiden var det mere pauvert – her var bl.a. GM (Vauxhell), VW, Toyota og Peugeot fraværende.

DAF overraskede
Til gengæld fejrede en del lastbilproducenter, at det var sidste chance for at fortælle kunderne om deres nye modeller samt at de alle var klar med Euro 6 miljønormerne, der træder i kraft ved årsskiftet.

Mest interesse var der omkring et komplet nyt program af lastbiler med Euro 6 motorer – og alle med DAF’s nye DNA – altså design, der blev indledt med den seneste XF model, der blev vist på IAA transportmessen sidste efterår.

Nu følger CF og LF trop. Mens XF er gået i produktion i begyndelsen af denne måned, kommer de nye CF og LF modeller med i september og december i år – med dansk lancering i begyndelsen af næste år. Udover nye motorer er der ændret ved både gearkasser og bagtøj – og der er ny instrumentering.

FM havde premiere
Volvo Trucks havde valgt at vise den nye FM regionalbil for første gang på en messe. Den følger samme designfilosofi som den nye FH-serie, der lige er lanceret herhjemme.

Men udover det nye førerhus har lastbilen fået nyt chassis, som er mere opbygger-venligt, så der er let at montere kølekasser og andre opbygninger.

”FM har fået de nye Euro 6 motorer samtidig med nye akselkombinationer. Vi har gjort hele serien bredere for at få flere folk i tale, sagde Claes Nilsson præsident for Volvo Trucks til VOTY.dk ved præsentationen.

FM til Bauma
FM har fået en del af det nye udstyrsprogram fra FH, bl.a. dynamisk styring, men også dele af interiøret fra FH går igen.

På mandag bliver entreprenørudgaven FM-X så vist på entreprenør-massen Bauma i München.

FM sælges på hele jorden, og den nye model kan fås fra september måned.

Mange køber nuværende model
”Mange vælger at købe den nuværende FM og FH med den udgående Euro 5 teknik – for at spare de 50.000 kr., den nye teknik koster mere. Det gælder ikke mindst i Sydeuropa, der har finansielle problemer. 17 pct. er salget faldet dernede i forhold til i fjor. Alligevel forventer vi et totalsalg på 230.000 lastbiler i Europa (inklusive Schweiz og Norge) mod 221.000 i 2012, siger Claes Nilsson.

Magnum afløser i Lyon
Volvo Truck har overtaget Renault Trucks – men afløseren for Magnum vises først på en transport-messen i Lyon i juni. Nu med et førerhus på basis af Volvo FH og med samme motorer – tillempet fransk kørekultur. Volvo Powertrain bygger motorer i både Frankrig og Sverige – og i Frankrig skal de mindre motorer bygges, fremover også til FL og FE. Så Deutz i Tyskland droppes.

Mercedes premiere på Atego
I Birmingham var der også premiere på anlægs-lastbilen Arocs samt på distributions-lastbiler Atego – begge med design a la storebror Actros.
Atego findes i vægtklasser mellem 6,5- og 16 tons.

Den nye model får både nye Euro 6 motorer og nye gearkasser og bagtøj. Syv motorer kan der vælges imellem. 90 pct. Mindre udledning af NOx’er  (kvælstofilter) er sikret.

Elektrisk terminal-traktor
Miljømæssigt er det ikke kun lastbiler, der viser vejen frem. Selskabet Terberg viste en ny el-drevet terminaltraktor.

Messen i England havde også nyheder, når det gælder intern transport – således har franske Manitou valgt at udvides deres program med medbringetrucks og løftevogne med en nye serie gaffeltrucks til små penge – alle produceret i Kina.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk