Erhvervslivet er tilbageholdende med at købe nye firmabiler – og denne tendens ser ud til at smitte af på lastbilsalget, som er i frit fald med et fald fra 430 biler fra januar i fjor til 266 nye biler fra januar i år. Et fald på 38,1 pct.
Hos De Danske Bilimportører ser adm. direktør Bent Mikkelsen bekymret på den pludselige opbremsning i salget af lastbiler.
Anderledes struktur
“Det er et meget kraftigt dyk i et allerede presset marked. Umiddelbart ligner det et af de udsving vi ofte ser enkelte af på lastbilmarkedet, grundet markedets anderledes struktur og leveringstider, men vi vil følge markedet tæt i de kommende måneder, og det er klart at det er bekymrende såfremt der er tale om længerevarende udvikling i markedet.” siger Bent Mikkelsen.
Derimod er salget af varebiler igen kommet i gang – om end forsigtigt. Det er første gang med fremgang siden oktober i fjor.
25 varebiler mere
Det blev til en stigning på beskedne 25 biler – eller 1,5 pct. – fra 1.716 enheder i januar 2012 til 1.741 nye varebiler i januar i år.
“Selvom der reelt er tale om en flad udvikling i forhold til sidste år, så er det positivt, at salget igen vokser. Vi så hvordan varebilssalget udviklede sig negativt igennem 4. kvartal, og det er positivt, at markedet nu har rettet sig. Januar-salget er i tråd med den samlede udvikling for 2012 og passer også godt med vore forventninger til 2013”, siger Bent Mikkelsen.
Lever af værkstederne
For bilbranchen ville de være en katastrofe, hvis man ikke havde værkstederne – for den fortsatte krise betyder ofte, at erhvervsbilerne kører længere før de bliver skiftet ud, ligesom leasing-kontrakterne ofte forlænges.
Salgsafdelingerne kikker langt efter erhvervskunderne.
“Up-gangstider”
De må så glæde sig over, at der sælges små familiebiler til private kunder som aldrig før. Her er der ”Up-gangstider” – i hvert fald hos VW-forhandlerne. 64,7 pct. af personbilssalget sker i den mindste klasse. I januar blev det igen til fremgang. 9.530 enheder blev langet over disken.
Kun i den lille mellemklasse er det også blevet til fremgang. Her sidder bilerne på 17 pct. af salget med 2.502 enheder. Ale andre klasser er gået tilbage. De højt besungne elbiler repræsenterer kun 0,3 pct. af markedet
Firnabil-salget trak ned
For personbilerne var der lidt tilbagegang i december – men nu er stigningen tilbage med en salgsstigning på 14,5 pct. 14.746 enheder blev det til i januar i år.
”I december trak et vigende firmabilssalg totalmarkedet ned. Salget til virksomhederne ligger fortsat på et lavt niveau i januar, men den kraftige private efterspørgsel mere end opvejer det faldende firmasalg. Tendensen med erhvervsbilerne kan dog give anledning til bekymring, og vi vil derfor følge udviklingen i de kommende måneder”, siger Bent Mikkelsen.
Varebilernes top 10 (salgstal):
Ford Transit (138).
VW Transporter (136).
Fiat Ducato (72).
Opel Vivaro (64).
Renault Master (61).
Mercedes-Benz Sprinter (55).
VW Caddy (53).
Renault Trafic (52).
Iveco Daily (47).
Citroën Berlingo (45).
Markedsandelene er fra 10 pct. for Transit til 3,2 pct. for Berlingo
(Kilde: DBI)