Renault Master fås nu i en elektrisk udgave herhjemme – efter lang ventetid. Bilen har ikke været tilgængelig i Z.E. version før i den senest faceliftede udgave.

Vi har testet en L2H2 udgave med 10,8 kubikmeter varerum, men det kan fås mellem otte- og 13 kubikmeter kassevogn plus i chassisudgaver.

361.400 kroner plus moms koster den uden ekstraudstyr, og det er rimeligt i denne genre, hvor den især slås mod MAN eTGE og Volkswagen eCrafter. Iveco har også eludgave af deres Daily. Kinesiske Maxus EV80 er i samme størrelse – men har en fordel af længere rækkevidde.

Rækkevidde 119 km.

Vores testbil har en WLTP-rækkevidde på 119 km. Vi hentede den på Københavns vestegn og kørte ad motorvej til Amager. Her gik rækkevidden ned fra 120 km til ca. 75 km endda med tom bil. Men der er kun 25 km.

Drop derfor unødig motorvejskørsel med 100 km/t, der er max. hastighed – og bliv i byområder.

Optjente rækkevide

Vi kørte bilen fra København S til Dragør via Kongelunden og videre til hovedstaden langs Øresund via lufthavnen. Videre til Kongens Nytorv, Farimagsgade, Frederiksberg, Valby og Sydhavnen til Amager – hvor vi brugte 33 km rækkevidde.

Men afstanden var nok 10 km længere i virkeligheden. Det kommer sig blandt andet af, at bilen samler strøm op ved opbremsning – regenerering – og det sker meget i tæt trafik.

Med mormorlader

Vi ladede så bilen med mormorlader, da der ikke var ladebrik med til bilen. Bilen havde tidligere været udlånt til bl.a. kommuner, som har deres egne ladebokse.

Bilen blev ladet fuldt op til (på instrumentbrættet) 117 km rækkevidde fra eftermiddag til næste formiddag. Fra ingen til fuld strøm tager det cirka 17 timer hjemme.

Men med en ladestander på 7 kW/32 A i firmaet skal det kunne klares på seks timer ifølge fabrikken. Og så hænger det bedre sammen. Problemet er, at bilen ikke kan hurtiglades – som eksempelvis de nye mellemklasse-varebiler fra PSA (og Toyota).

Trives bedst i byen

Det er altså i byen, den trives bedst. Selv om batteriet kun er på 33 kWh og elmotoren kun yder begrænsede 76 hk, så er det drejningsmomentet, men skal se på – og det er på 225 Nm. Og det er godt nok til by-distribution.

Vi har før prøvet bilen med læs – og med 3,1 tons totalvægt er den ikke en racer, men langsom er den ikke. Det er dog strømmen, der tæres på. Altså rækkevidde – ligesom ved motorvejsfart og i meget kuperet terræn. Men kører man kun i byen, kommer man langt omkring.

Fra konkurrenterne hører man om rækkevidde på over 300 km – bl.a. den kommende 2 tons e-Transit, der skulle dukke op om et års tid. Allerede nu er vi over 300 km i de nyeste og lidt mindre fransk- og kinesisk udviklede varebiler.

Flere på vej med lang rækkevidde

Så mon ikke længere rækkevidde bliver normalt inden længe. Det handler jo også om mulighed for hurtiglade-standere (og få nok af dem), bilernes batteristyrings systemer (BMS) – og bedre batterier end de nuværende litium-ion batterier.

Renault mener selv, at fremtiden bliver brint – som jo også er el – hvor en rækkevidde kan blive som en benzinbil i vores dage.

Den seneste Renault Master Z.E. har fået samme design som den faceliftede Master diesel. En mere stejl front, signatur-kørelys, kromlister (tilvalg) og en nyindrettet kabine med større touchscreen med navigation (i testbilen).

Lille benzintank til opvarmning

Bilen har også en lille dieseltank til tilskuds-opvarmning af kabinen (som man bliver glad for). Sammen med klimaanlæg koster det ekstra 24.000 kroner.

Dertil udtræksbar kopholder og bordplade ved passagersædet (erstatter passager-airbag) til 500 kr.

Vi kan nævne sikkerhed som nødbremse, skiltegenkendelse, parkeringssensor, hill start assist, regnsensor, fartpilot og el-sidespejle med varme.

Ingen adaptiv fartpilot

Adaptiv fartpilot kommer formentlig først i næste udgave af bilen, har Renault fabrikken antydet – ved præsentationen af bilen i sommeren 2019. Bilen havde fartpilot til ekstra 2.200 kr.

Der er også armlæn på førersædet (højdejusterbart og med varme), samt DAB-radio, usb-stik og tonede ruder.

Ved lav fart høres en høj hyletone, der skal advare bløde trafikanter om, at der kommer en elbil. For 7.700 kroner fås man kommunikationssystemet R-link med navigation.

14 fastgørelses-øjer

Varerummet er også opdateret – med store håndtag til at lette adgang til varerummet, men man savner stadig et trinbræt.

Testbilen havde beklædning i bunden i varerummet plus siderne. Der var 14 små og store fastgørelsesøjer. Læssehøjden er 52 cm. Bilen kan ikke trække en trailer.

Man sidder udmærket bag rattet (af plast), som dog kun kan indstilles vertikalt (lodret). Passager-bænksædet er ret lodret – og ikke til længere ture.

1.049 kg. lasteevne

Totalvægten er 3.100 kg med en lasteevne på 1.049 kg. Men bilen kan fås som 3,5 tons bil – med 1.424 kg. lasteevne. Det fordyrer bilen med 37.000 kr. plus moms.

Trækkraft havde den under alle forhold nok af, men det er jo kendetegnende for elbiler, der altid har max. drejningsmoment fra 0 km/t.

Testet med 400 kg. ballast

Bilen er meget let at køre. Vi har prøvet bilen med 400 kg ballast, men mere last betyder mindre rækkevidde og øget strømforbrug. Nu byder bilen tillige både på stop/start system og generering af energi ved opbremsning.

Elbiler har ofte sine egne byruter, hvor el-varebiler er det mest logiske valg. Når det gælder el-personbiler, ved man aldrig, hvor folk kører hen, og her er kendskabet til ladestandere på ruten vigtig.

El-varebiler vigtige

El-varebiler benytter typisk lademuligheder i virksomheden. Der bliver mest talt om elbiler til private, men spørger man udviklingsfolkene hos Renault i Paris, så er de enige om, at det de elektriske varebiler, der bliver vigtigst for samfundet.

De kan erstatte dieselvarebilerne i bycentre – så vi kan få leveret vores internet indkøbte varer uden at øge forureningen lokalt, for den sker ude på kraftværkerne – og så sker det helt lydløst.

Derfor er det en spændende udvikling med de flere og flere elektriske varebiler og lastbiler, der i disse år dukker op på markedet. Renault var blandt de første med Kangoo Z.E. Den blev i anden generation kåret til Van of the Year i 2012.

Elmotor holder i 10 år

Elmotoren, der har ca. 10 års levetid, bygges af Renault selv i franske Cléon, mens koreanske LG Chem står for batterierne.

Bilen bygges på samme fabrik i Batilly i Frankrig som den normale Master, men leveres uden motor til PVI, som bygger den om til elbil. Chassismodeller leveres til opbyggere.

Renault købte i fjor det franske firma PVI (Power Vehicle Innivation), som er kendt for at ombygge diesellastbiler til el- eller naturgas køretøjer. PVI skal være ansvarlig for udviklingen og udbygningen af strategien for elektriske køretøjer hos Renault og alliancepartnere.

41,5 pct. af markedet

Group Renault sidder på 41,5 pct. af el-varebilsmarkedet i Europa. I dag fås Kangoo og Master i eludgaven Z.E. I hjemlandet også varebilsudgaver af Zoe og Tweezy. I 2022 følger Renault Trafic.

Renault er en del af alliancen, hvor Nissan og Mitsubishi også er med. Nissan har deres eNV200 varebil på markedet med 40 kWh batteri med 200 km rækkevidde (WLTP).

Master Z.E. har med 33 kWh batteriet en rækkevidde med Real Driving Emissions (RDE – med målinger under normale kørselsforhold) på mellem 80- og 120 km alt efter vejret, hvor 40 kWh batteri ville bringe rækkevidden op på i hvert fald 150 km.

Tungere og dyrere

”Det er et spørgsmål om balance og økonomi. Men denne særlige Z.E.-platform og tekniske opbygning passer 33 kWh rigtig godt, for med 40 kwH vil bilen blive dyrere og tungere. Er der senere behov for 40 kWh batteri, er det ikke et problem at levere – vi kan hente de nødvendige dele blandt medlemmerne af Renault-Nissan alliancen,” har Philippe Devine – chef for strategi- og forretnings udvikling indenfor avancerede Renault varebiler – tidligere udtalt.


Faktaboks Renault Master Z.E. 33 kWh L2H2:
Faktaboks Renault Master ZE:
Rækkevidde RDE: 80-100 km.
Litium-ion-batteri: 33 kWh
El-motor: 76 hk (57 Kw)
Drejningsmoment: 225 Nm
Forbrug: 323 Wh/km.
Topfart: 100 km/t (80 km/t i eco-mode)
Køreklar vægt: 2.044 kg.
Max. lasteevne: 1.056 kg.
Ballast på testbil: 400 kg.
Nyttelast generelt: 975-1.377 kg.
Totalvægt: 3.100 kg.
Varerum: 10,8 kubikmeter.
Læssehøjde: 520 mm.
Pris med batterier eksl. moms: 361.400 kr.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk