Tre af otte Nissan Leaf elbiler, som netop er leveret til Storebælt A/S, er på gule plader og indrettet som små arbejdsbiler.

Leaf har siden lanceringen i 2010 holdt målene for at kunne blive varebiler, men da det kun er momsen til forskel fra en hvidpladebil – og man ydermere som kunde skal betale cirka 8.000 kroner for opbygningen til Van – har det hidtil ikke været de store styktal, der er leveret.

Indtil nu, hvor flere og flere myndigheder, kommuner og virksomheder med grønt tilsnit vælger at køre el-varebiler – og ikke kun store el-kassevogne, men også mindre el-biler, der bruges til Last Mile leverancer.

Leaf bedre i blæsevejr

En Nissan Leaf som Van koster stort set det sammen med kassevognen Nissan eNV200, men en Leaf er mere komfortabel – ikke mindst, når det blæser på broen.

Det er Nissans forhandler Trio Biler i Ballerup, der har stået for salget af de otte Nissan Leaf med 40 kWh batteri til Storebælt A/S.

Leaf med 40 kWh batteri har en rækkevidde på 285 kilometer, hvor den større udgave med 62 kWh klarer ca. 100 kilometer mere.

Kør bag en lastbil

”Leaf med 40 kWh batteri er fuldt tilstrækkeligt til opgaverne på broen. Og på turen over broen skal man bare lægge sig bag en lastbil – så undgår man vindmodstanden og sparer strøm. Man skal også tage i betragtning, at der nu er installeret flere ladestandere ved Storebælt A/S kontoret i Korsør,” siger Jimmy Hasemann, der er flåde og erhvervschef hos Trio Biler i Ballerup.

To af bilerne er stationerede hos Storebælt A/S i København – og kører de ca. 100 km frem og tilbage til broen. Så må de bare lade op, når de kommer frem.

Leaf Van til kurérfirmaer

Trio Biler har allerede solgt en række Leaf Van – bl.a. til kurérfirmaer, som i Leaf får en kompakt og smidig elbil til transport i bycentre. Her er det dog udgaver med 62 kWh.

Alle Leaf Van til er opbygget af fabrikant Jan Møller, Pendelmatic, i Brøndby, som har udviklet en Van-kit til bilen.

Når det gælder kontrakten med Storebælt, så valgte Trio Biler at byde ind på et EU-udbud med salg af otte de Nissan Leaf elbiler, da man mente, det kunne være den rigtige løsning for Storebælt A/S – både pris- som brugsmæssigt.

På vej, bro og ved tunnel

”Bilerne skal primært bruges til arbejde på vej, bro og ved tunnel, og så er en elbil jo perfekt, da rækkevidden ikke bliver et problem,” siger Jimmy Hasemann.

De otte Nissan Leaf elbiler er monteret med en særlig lysbro på taget, der skal sikre synlighed, når bilerne holder stille i forbindelse med bro-arbejde.

Denne ombygning er foretaget af TJ Karosseri i Ishøj.

Næste gang: el-minibusser

Storebælt A/S har udarbejdet et EU udbud for de næste tre år. Udover de nu otte elbiler, har de også to minibusser, de anvender transport af flere personer på en gang.

”Hos Storebælt A/S er vi helt klar til at gå over til brug af elbiler. Og vi er meget tilfredse med købet af de otte Nissan LEAF. Så snart der kommer et godt alternativ til vores minibusser med plads til otte passagerer, er vi også klar til at skifte dem ud med et el-drevet køretøj,” siger Jens Kjær Nielsen, der er chef for betalingsanlægget hos Storebælt A/S.

En dårlig vare

Han ser det som en ”dårlig vane” at vælge biler, der bruger fossilt brændstof.

”Der er ikke noget at være bange for i omstillingen til at køre elbiler. Det fungerer jo nu. Så det er bare at komme i gang,” siger Jens Kjær Nielsen.

Der er solgt over 500.000 eksemplarer af Nissan Leaf på verdensplan siden introduktionen i 2010. Så udover en god pris, er det et produkt, der er gennemprøvet, og som har bevist, det kan leve op til de krav, forbrugerne stiller.

En helt anden synlighed

Hos Trio Biler er man stolte over, at få lov at levere biler til en så stor og vigtig kunde som Storebælt A/S.

”Det skaber jo en helt anden synlighed på, hvad vi egentlig kan. Det er ligesom at få et kvalitetsstempel, og det kan man da kun blive glad for,” siger Jimmy Hasemann.

Trio Biler har desuden solgt en lang række eNV200 elbiler, og senest er man også blevet forhandler af det kinesiske bilmærke Maxus, som både sælger deres varebiler og personbiler herhjemme.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk