Allerede i 2026 vil de første elektriske varebiler fra Mercedes-Benz i en ny generation blive lanceret.

Der er tale om den længe ventede nye elektriske arkitektur Van.EA – Van Electric Architecture – og den allerførste udgave bliver en ny udgave af Vito.

Fabrikkens mål er, at halvdelen af de varevogne, de sælger i 2030, er elektriske, og de har derfor tænkt på de fleste anvendelsesområder.

Test i Lapland

Den kommende Van-teknologi testes allerede ved tests i Nord-Europas vinter. Det sker med camouflerede biler, hvor der testes chassis, elektrisk drivlinje, batteri og højspændingskomponenter.

I februar vil VOTY.dk stifte bekendtskab med den nye skelérbare Van.EA arkitektur med en “showcar” ved et arrangement i Sydtyskland.

Sidst på året ventes fabrikken så at begynde salget af minibus-udgavene af den nye Vito-generation.

Fra Polen og Spanien

I dag får vi Vito fra Vittoria fabrikken nord fra Madrid – men den nye udgave vil både komme fra Spanien og fra en fabrik i Polen.

Fabrikken vil med den nye filosofi tilbyde så fleksible produkter, at der bliver en klar differentiering mellem de luksusbetonede minibusudgaver og egentlige erhvervskøretøjer.

I topklasse

Det er allerede tilfældet i den nuværende generation af f.eks. EQV og Vito varebiler, hvor de luksusprægede minibusser er alene om en fuldt digitaliseret instrumentering.

Men forskellen skal blive endnu mere udtalt i den kommende serie – med luksus-udstyr i topklasse til privat transport, eksklusive VIP-shuttles og luksuriøse limousiner med enorm plads, er meldingen fra Mercedes-Benz Vans sektionen

Fra fabrikken lyder det: “Med udvidelsen af modelporteføljen til topsegmentet definerer Mercedes Benz Vans sit eget unikke segment.”

Maybach-udgave

Den første prototype, som vi ser i februar vil være en ”showcar” – som er fabrikkens vision af en luksuriøs og elegant minibus.

Allerede i dag er der virksomheder i Kina, der ombygger V-klasse og EQV til Maybach udgaver, som ellers kun fås som overbygning til S-klasse limousine-serien.

Ikke mindst i Østen er det populært at skifte limousinen ud med luksus-minibusser til transport på første klasse. Her vil Mercedes-Benz være med i endnu højere grad.

Ny generation Sprinter i 2027

Den nye V-klasse og EQV vil give publikum et indblik i, hvordan de højeste kundekrav kan opfyldes – og det præsenteres allerede om få måneder.

”Varebilsudgaverne af Vito vil først fejre premiere et år efter – i 2026, og året efter – i 2027 – kan vi forvente at næste trin på Van.EA udviklingen vil finde sted: Afløseren for den netop lancerede eSprinter varebil.”

Det fortæller Jens Lyngholm – Portfolio & Transformation Manager fra den danske import-organisation Mercedes-Benz Danmark A/S – til VOTY.dk

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk