Antallet af elektriske køretøjer til bydistribution øges hele tiden. IAA transportmessen i Hannover var fyldt med dem – og i den netop overståede Paris biludstilling kom endnu et køretøj til ”Last Mile” delivery til.
Der er tale om varebilsudgaven af mini-elbilen e.wave X – med betegnelsen e.Xpress, som mange kurertjenester vil kunne finde anvendelse for.
Varerummet er på 940 liter – og nyttelasten er på 240 kg. Rækkevidden er 230 km – og i stedet for at lade op, kan man skifte hele batteripakken på få minutter.
Autonom robotteknologi
Bilen bygges af det tyske firma Next.e.Go Mobile fra Aachen – byen, hvor den berømte Streetscooter postbil kom fra.
”Løsningen her er resultatet af et strategisk samarbejde mellem e.GO og Ample – en amerikansk leverandør af teknologi- og energiløsninger, der bruger autonom robotteknologi og modulære batteristrukturer til at optimere strømforsyningen til elbiler,” skriver det tyske Huus Verlag.
Køretøjet tilbydes kunder, virksomheder og flådeoperatører både med det batteri, der indgår i købet, og alternativt med en abonnementsmodel, hvor kunden abonnerer på energiforsyning og brug i stedet for at købe et batteri.
25.000 Euro
Man kan reservere varebilen fra november måned. Prisen er ca. 25.000 euro – eller 188.000 kroner – i Tyskland.
I varebilen er de bageste sideruder blændet, som vi kender det fra Van’s i gamle dage. e.Xpress er udstyret med en stærk ydre plast-skal, som skal reducere reparationsomkostninger og -tider i hele levetiden.
De første e.wave X-køretøjer, der skal produceres, er beregnet til kunder, der har reserveret et køretøj siden forsommeren i år.
Finansiering – i Tyskland
Når reservationsordrerne er gennemført, vil e.GO-salgskonfiguratoren være åben for offentligheden – det vil ske fra den 1. december i år.
Derudover annoncerer e.GO starten på et strategisk partnerskab med OneFor – en tysk fintech-virksomhed med fokus på digital finansiering og betalinger – med det formål at give kunderne adgang til øjeblikkelige billån på op til de nødvendige 188.000 kroner.
Billånene har fast rente med en tilbagebetalingsperiode på op til syv år. En dansk importør er ikke meldt ud.