Udseendet ændres der ikke meget ved i den nye Volkswagen Crafter, der lanceres til næste sommer – det er især sikkerhedssystemer, der opdateres – ligesom der kommer ny instrumentering og nyt infotainmentsystem.

Så man kan sige, at det er Crafter 2 ½, der kommer nu. Den første Crafter (der afløste LT-serien i 2006) var en søstermodel til den tidligere Mercedes-Benz Sprinter – men seneste Crafter fra 2017 er et rent Volkswagen produkt, der dog er delt med søstermodellen MAN TGE.

Opdateret gearkasse

Teknisk er den 8-trins automatgearkasse blevet opdateret. Ud over den velkendte seks-trins manuelle gearkasse og otte-trins automatisk gearkasse til forhjuls- og firehjulstrækmodellerne, lanceres en ny otte-trins automat gearkasse, som skal anvendes til udgaver med baghjulstræk.

Motorerne er genbrug. Der er tale om den kendte firecylindrede turboladede dieselmotor med 140 hk, 163 hk og 177 hk.

De elektriske e-Crafter og e-TGE modeller er sat på stand by og kan ifølge MAN tidligst komme tilbage i modelprogrammet i 2026 – til den tid med væsentlig længere rækkevidde end de 170 km, som den seneste e-Crafter og e-TGE kunne præstere.

Nyeste digitalisering

I kabinen kendes den nye model på ny multifunktionsrat, elektronisk p-bremse og nyt gearvælger som i ID. Buzz på en stilk på ratstammen. Bilen kan fås med 12,9 tommer touchscreen.

Volkswagen har opdateret Crafters elektroniske opbygning med nyeste infotainment-, assistent- og komfortsystemer.

Man har fokuseret på at modernisere interiøret med digitale instrumenter, hvor betjeningen i stor stil foregår via bilens skærm – det gælder også aircondition og sædevarme. Men man kan også bruge stemmestyring. Nyt er også digitale instrumenter.

Flere assistentsystemer

Volkswagen Erhvervsbiler vil udvide rækken af nye assistentsystemer betydeligt – f.eks. adaptiv fartpilot, et informationssystem for blinde vinkler, der advarer føreren om fodgængere og cyklister, der er i den blinde vinkel.

Standard er Front Assist (nødbremsning inklusive registrering af cyklister og fodgængere), linjevogter, skiltegenkendelse og hastighedsbegrænser.

Travel Assist vil være tilgængelig som ekstraudstyr til Crafter for første gang.

Utallige udgaver

Crafter fås som kassevogn, dobbeltkabine samt chassis. Der er vægtklasser op til 5.500 kg totalvægt, to akselafstande (3,64 og 4,49 meter) og forskellige totallængder (6,0 til 7,4 meter). Crafter kommer med fire taghøjder (2,4 til lige under 3,0 meter).

Den nye Crafter vil også kunne fås med forhjulstræk, baghjulstræk og firehjulstræk.

Volkswagen Crafter produceres sammen med MAN TGE til det europæiske marked i polske Wresnia. Fabrikken er opført alene til Crafter og TGE, og produktionen begyndte i 2017. Anden generation af Crafter er i øvrigt blevet solgt i over 354.000 enheder.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk