En brandbil er altid flot – uanset størrelse. Det gælder også det nye redningskøretøj, som Vejen Brand og Redning har fået opbygget af LKJ Biler i Vejen – på basis af den nye Iveco Daily.
Opbygningen er sket i samarbejde mellem Beredskabsinspektør Arne Christensen fra Vejen Brand og Redning og Kim Frederiksen fra LKJ Biler i Vejen.
Bilen er helt præcist en Iveco Daily 65C17 EEV Doka bygget op med ruf, lift, spil i fronten samt alle reglementerede blink og arbejdslygter. Den røde brandbil havde fra fabrikken alu-lad, og dette har dannet basis for den videre opbygning.
Skræddersyet løsning
”Vi kender allerede Iveco Daily fra andre afdelinger og ved, at den passer perfekt til vores behov for en bil, der er både god, solid og driftsikker. Vi får altid god behandling hos LKJ i Vejen og kender værkstedet, hvor de både er lydhøre overfor vores behov og altid klar med professionel rådgivning. Det betyder, at vi i den nye Iveco Daily har fået en løsning, der er 100 procent skræddersyet til vores behov, siger Arne Christensen.”
Det nye udrykningskøretøj skal blandet andet benyttes i Vejen og omegn, hvis der er behov for at transportere tunge pumper ud ved store nedbørsmængder eller – som det var tilfældet for nylig – hvis et plejehjem står uden strøm og har brug for en generator.