Deutsche Post og Ford Motor Co. er blevet enige om at bygge en ny batteridrevet varebil sammen. Den skal stå for distribution af post, hvor den populære StreetScooter er for lille.
Samarbejdet vil være imellem Ford og Deutsche Posts datterselskab StreetScooter – og samarbejdet vil betyde et væsentligt boost for el-køretøjer i første række Tyskland.
StreetScooter er for mange opgaver for lille. Derfor vil Deutsche Post have en større el-distributionsbil – og her passer chassis’et på Ford Transit godt som teknisk udgangspunkt.
Deutsche Post specifikationer
Karosseriet produceres helt specielt ud fra specifikationer fra Deutsche Post og DHL pakkepost
Det nye el-køretøj skal produceres allerede fra næste måned – og inden udgangen af 2018 er målet 2.500 af de nye el-varebiler til Deutsche Post og DHL.
Faktisk betyder dette samarbejde, at det vil udgøre den største produktion af mellemstore batteri-elektriske køretøjer i Europa.
Samarbejdet er vigtigt for at reducere emissioner og skabe nye trafikløsninger, og Ford og det tyske postvæsen arbejder her fra fælles mål om CO2 neutralt miljø.
E-Mobility et kerneområde
”E-mobility og innovative trafikløsninger for byområder er kerneområder for Ford, når vi ændrer vores forretning for at imødekomme fremtidige udfordringer,” siger Steven Armstrong, vicepræsident for kommercielle køretøjer hos Ford – og chef for Europa, Mellemøsten og Afrika.
Som førende udbyder af varebiler i Europa peger han på, at dette partnerskab passer perfekt til koncernens målsætning. Han mener, at Ford med StreetScooter og Deutsche Post DHL har en partner med enorm kompetence og et verdensomspændende netværk.
Foruden den nye produktionslinje vil den eksisterende produktion af StreetScooter blive væsentligt øget. Målet er 20.000 StreetScooters om året. Køretøjerne bygges på fabrikker i Aachen og NordRhein Westfalen i Tyskland.
2.500 StreetScooters i brug
Allerede i dag er der 2.500 StreetScooters i brug hos Deutsche Post i Tyskland, men også virksomheder udenfor Deutsche Post har vist interesse i de små elektriske distributionskøetøjer.
Enkelte af disse virksomheder har allerede fået leveret dem som led i at skifte deres bilflåde ud til mere miljørigtig transport.
Ford har allerede forsøg i gang i London med Plug-In hybrid udgaver for Ford Transit Custom.