Ved lanceringen af den nye Ford Fiesta var meldingen, at den ikke ville blive bygget som Van, men nu er den her alligevel – med premiere på bilmessen i Birmingham.
Den tidligere Ford Fiesta havde efterhånden fået et pænt fodfæste herhjemme som fabriksbygget Van med blændede bageste sideruder – men efter oplysninger fra Ford Europe skulle den nye Fiesta ikke blive tilbudt som Van, som vi også har skrevet på VOTY.dk.
Men Ford er kommet på andre tanker, så faktisk har den verdenspremiere på transportmessen i Birmingham, der er åbnet i dag. Dog skulle den først lande herhjemme i efteråret 2019.
Få en Fiesta Van nu
Men – kan man ikke vente, kan man jo ombygge den nye Fiesta herhjemme – faktisk er der allerede leveret adskillige af dem til kunder.
Den nye fabriks-Van er en 3-dørs minibil med et praktisk varerum, der har plads til en kubikmeter last med en længde på 1,3 meter og en nyttelast på 500 kg. Varerummet er udarbejdet med hårdføre materialer som et tykt gummigulv.
Den nye Ford Fiesta Van fås blandt andet med Ford SYNC 3 infotainmentsystemet – og FordPass Connect.
Mobilt hotspot
Som et led i strategien om at udvide den mobilbaserede tilslutning til sine modeller, præsenteres FordPass Connect på messen i Birmingham.
Med den nye Ford Transit Connect og den nye Fiesta Van får varebilsbrugere nu mulighed for at interagere med deres varebiler på en helt ny måde.
Med FordPass Connect kan varebilsbrugere forvandle deres varebil til et mobilt WiFi-hotspot, der kan have op til 10 enheder online ad gangen.
Mange muligheder
Med Live Traffic Updates (Live trafikopdateringer) i Fords SYNC 3-system kan varebilsbrugere nu også planlægge hurtigere og mindre stressende ruter.
Med FordPass Connect-app’en kan man også gøre dagligdagen meget lettere ved f.eks.:
Vehicle Health Alerts fortæller hvornår brugeren skal tage handling – ved eksempelvis lavt olieniveau, lygtepæreskift eller andre advarsler.
Vehicle Status oplyser om brændstofniveauet, alarmstatus, dæktryk med mere.
Door Lock and Unlock lader brugeren låse og oplåse bilen direkte fra mobilen.
Vehicle Locator hjælper dig med at finde tilbage til hvor du har parkeret din bil.
Ford Pass-konto
FordPass mobil-app’en er fleksibel så virksomheder med mere end én varebil kan interagere med deres opkoblede varebiler med en enkelt FordPass-konto.
Gennem de sidste tre år har Ford været det bedst sælgende varebils-mærke i Europa og allerede i 2018 har Ford grundfæstet sin førerposition med mere end 93.200 varebiler solgt år-til-dato.