(RÜSSELSHEIM)
Stellantis er nu klar til at lancere alle deres varebiler i nye udgaver – diesel og el – med først og fremmest øget rækkevidde i el-udgaverne. 350 km i de små og mellemstore varebiler og 420 km i de største varebiler. Nu med nye og større batterier – og varmepumpe til at spare på strømmen.
Sidste efterår kørte vi i prototyperne i Italien. Nu har vi kørt i produktionsmodellerne i Tyskland.
Bilerne er klar til at blive markedsført – og de kan allerede i dag bestilles hos forhandlerne ifølge Stellantis ledelsen.
Seks brands for varebiler
Stellantis udgør seks varebilsmærker – Peugeot, Citroën, Opel, Vauxhall og Fiat Professional – samt amerikanske RAM på det amerikanske marked.
Udvendigt er designet frisket op, instrumenteringen er digital med 10 tommer skærm med mulighed for navigation og der er gjort ekstra meget ud af Connectivity – altså at bilerne er forbundne.
Det gælder eksempelvis chauffør og kørselsleder i firmaet, der er online uden at være afhængige af mobiltelefonen. Flådestyring hedder det også – og det har i mange år været kendt i lastbiler.
Store brintudgaver i år
I løbet af året er Stellantis også klar til at rulle brintdrevne udgaver af de største varebiler – som man har været et stykke tid for de mellemste køretøjer.
Ikke i Danmark, da der p.t. ikke er nogen brint-fyldestationer, men bl.a. i Tyskland. Samlet er der 150 fyldestationer i Europa – i 2023 er målet 300 fyldestationer. EU har helt klare mål for brint.
De store biler, Peugeot Boxer, Citroën Jumper, Opel/Vauxhall Movano og Fiat Ducato får 500 km på brint – mens eludgaverne klarer 420 km.
Plug-in-hybrid teknik
Som i de mellemste varebiler fra Stellantis – Peugeot Expert, Citroën Jumpy, Opel/Vauxhall Vivaro og Fiat Scudo – er der også plug-in-hybrid teknologi, så man ikke løber tør for brint i områder med få brint-tankningsmuligheder.
Eneste minus er, at de store brint-varebiler kun må trække 1 tons på krogen.
De har heller ikke e-PTO strømudtag, som det er tilfældet med både de små og mellemstore varebiler fra Stellantis. Det er først klar i 2025.
Det begyndte i 1862
Præsentationen af de nye varebiler fandt sted i en særlig hal midt i Opels store fabrik i Rüsselsheim – hvor der er bygget biler siden 1899. Endnu tidligere – 1862 – byggede man bl.a. symaskiner og cykler.
Først af stifteren Adam Opel – fra 1929 ejet af General Motors, og så ejet af PSA (Peugeot/Citroën) – nu Stellantis – siden 2017.
Bygges på samme fabrikker
Typisk har alle præsentationer af nyhederne fra Stellantis – indtil nu – været gennemført som en fælles opgave, men da salget nu er skudt i gang, er det de enkelte mærkers ledelser, der står frem for at fortælle om nyhederne. For man skal jo konkurrere – også indbyrdes.
Bilerne bygges på de samme fabrikker. De små modeller (Peugeot Partner, Citroën Berlingo, Fiat Doblò og Opel/Vauxhall Combo) i Nordspanien (Vigo), de mellemste i nordfranske Valanciennes og midtengelske Luton – og de store modeller i øst-italienske Val-di-Sangro og sydpolske Gliwice.
Dertil kommer, at man i samarbejde med japanske Toyota bygger Proace-varebiler med samme teknik – og snart i alle størrelser.
Samme teknik
Så bilerne er teknisk og udstyrsmæssigt identiske – det vil sige elmotorer, batterier, sikkerhedssystemer, rækkevidder, touchscreens, rekuperation via skifteplader bag rattet, comfortsæder og fiks smartphone-holder.
Selvfølgelig har Peugeot eksempelvis deres i-cockpit som i personbilerne og Opel deres Vizor frontdesign – og de enkelte mærker fremhæver specialiteter – f.eks. særlige Intellilux Matrix LED lygter, der fås til Opel Combo.
Alt er ikke standard på alle udgaver af bilerne – men mon ikke, at man snart kan krydse det meste udstyr af på alle bilerne.