I marts introducerede den uafhængige værkstedsportal, autobutler.dk, et nyt Fleet Management-koncept, der skal samle værksteder i hele landet på tværs af kæder, autoriserede forhandlernetværk, serviceværksteder og værksteder uden for kædesamarbejde.

I en bils levetid er typisk otte ud af 10 værkstedsbesøg serviceopgaver eller reparationer forbundet med vedligeholdelse.

Det er ofte tale om opgaver, som på flere biler automatisk henvises elektronisk – eller som fremgår af køretøjets køre- eller servicebog.

Indhelt selv tilbud
”Serviceaftaler er en oplagt udbudt opgave i vores nye Fleet Management-koncept, hvor man kan indhente tilbud på service over en længere periode i henhold til bilens serviceintervaller,” siger Fleet Manager hos autobutler.dk, Peter Rasmussen.

I Danmark findes omkring 420.000 varebiler og hertil hundredetusindvis af erhvervskøretøjer på hvide plader.

”Tilsammen vil virksomheder sammenlagt kunne spare op mod en halv milliard kroner hvert eneste år i bilbudgettet ved blot et enkelt årligt værkstedsbesøg, såfremt bilparkens værkstedsopgaver blev sendt i udbud på en værkstedsportal,” siger Peter Rasmussen.

796 kr. i difference
Autobutler har tidligere undersøgt, hvad den gennemsnitlige besparelse på en værkstedsopgave er på et køretøj, hvis man tager udgangspunkt i differencen mellem det valgte og det dyreste blandt de tre afgivne tilbud. Det viste sig, at den gennemsnitlige besparelse blandt de 140.000 formidlede værkstedsopgaver var 796 kr.

 ”Værksteder, som ønsker at blive en del af autobutler.dk’s Fleet Management-koncept, skal først og fremmest indfri de gældende tilslutningskrav ,men derudover også kunne forevise godkendte værkstedskontroller udført af en uvildig instans,” siger Peter Rasmussen.

Kan sammenligne tilbud
Konceptet et bygget op omkring en markedsplatform, hvor de tilmeldte værksteder byder ind på det arbejde, som forespørges, hvorefter den ansvarlige for bilparken kan sammenligne de indkomne tilbud ud fra kriterier som pris, garantiforhold, kvalitet i arbejdet og de anvendte reservedele samt ratings (points) og brugeranmeldelser fra kunder, som tidligere har benyttet et tilbud via autobutler.dk

”Målet med servicen er ganske enkelt at reducere danske virksomheders omkostning til drift og vedligeholdelse af deres vognpark, og samtidig skabe gennemsigtighed i, hvad man som virksomhed får for sine penge. Afhængigt af flådens størrelse kan der være millioner at spare over en årrække,” siger Fleet Manager i autobutler.dk, Peter Rasmussen.

“Alt arbejde som udføres på autobutlerfleet.dk sker som udgangspunkt i henhold til fabrikkens forskrifter, således at evt. garanti på bilen opretholdes. I forening med den underliggende reparationsaftale, er det garanti for et professionelt og korrekt udført arbejde til den rigtige pris,” oplyser Autobutler.

CAD har kørt sager mod Autobutler
Autobranchen, ikke mindst CAD, har i øvrigt i en periode kørt juridiske sager mod Autobutler – indtil videre uden held.

På FDM’s hjemmeside kan man bl.a læse, at det var en overtrædelse af konkurrenceloven, da Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD) opfordrede sine medlemmer til at boykotte udbudsportalen Autobutler.dk. Det har Konkurrencerådet afgjort og har påbudt CAD at ændre sin praksis.

CAD, der som brancheorganisation repræsenterer omkring hver tredje af landets autoværksteder, opfordrede ifølge rådet sine medlemmer til at boykotte internetportalen Autobutler for derved at reducere den priskonkurrence og gennemsigtighed, som udbudsportalen de senere år har opbygget til i dag at være Danmarks største.
Via udbudsportalen kan forbrugerne søge og indhente uforpligtende tilbud på service og reparation af biler i hele landet.

Overtrædelse af konkurrenceloven
”Det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, når en stor brancheorganisation som CAD opfordrer til at boykotte Autobutler. Portalen bidrager til at øge konkurrencen blandt autoværksteder i Danmark, fordi den skaber gennemsigtighed og medvirker til at øge prispresset på værkstederne til gavn for dem, der skal have repareret deres bil,” siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing i en pressemeddelelse.

Også FDM er tilfredse med Konkurrencerådets afgørelse, da gennemsigthed generelt er godt for forbrugerne.

”For at forbrugerne kan få ordentlige priser på værkstedsmarkedet, er det afgørende, at der er konkurrence og gennemsigtighed. Her kan værkstedsportaler på samme måde som rundringninger klæde forbrugerne på i forhold til priser og indholdet af værkstedsbesøget. Derfor støtter FDM alle tiltag, der giver forbrugerne et forbedret beslutningsgrundlag på et ofte uigennemskueligt marked,” siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk