Dachser Denmark har netop udpeget Peter Hut som Country Manager for selskabets danske aktiviteter inden for vejtransport.
En stilling, som har været varetaget af René Sidor, Managing Director for Dachser Nordic.
Den grønne omstilling af den tunge vejtransportsektor er noget, koncernen gerne vil bidrage til, og man har allerede taget de første skridt i den rigtige retning.
Flere initiativer
”Vi har iværksat flere initiativer for at gøre vores transporter mere bæredygtige,” siger Peter Hut.
Det gælder bl.a. øget brug af elektriske køretøjer til transportopgaver i bycentre.
”Men vi har stadig meget at lære for at kunne bruge de eksisterende muligheder så effektivt som muligt og samtidig præge udviklingen af fremtidige teknologier,” siger Hutt.
22 års erfaring
De seneste godt 10 år har Peter Hut haft ansvaret for at lede filialer i Dachsers nordiske vejtransportnetværk, først i Stockholm, derefter Göteborg og endelig i Hvidovre.
Peter Hut har 22 års erfaring fra logistikbranchen og Dachser. Han har blandt andet boet og arbejdet for Dachser i Danmark, Sverige, Tyskland og England, hvor han var med til at etablere en filial i Dartford.