Osted bakken. Den centrale udfordring af mange varebilers trækkraft. Her skal de bevise deres kunnen, når de med fuldt lastet trailer sendes op i højden.

Mange bukker under for den nådesløse test, hvor biler med dårlig trækkraft må stække våben. Det handler om trækkraft – rå og brutal trækkraft.

Blandt de bedste er den nye pick up fra Volkswagen. Amarok er tilbage. Rejst sig som Fugl Phønix.
I to år har Amarok være væk – nu er Volkswagen gået sammen med Ford, som bygger både deres egen Ranger og Amarok på deres fabrik i Sydafrika

Test med trailer

Til vores hjemlige test har vi efterspændt en professionel to-akslet maskintrailer fra Ifor Williams.
Vores faste testchauffør Vagn Nielsen fra Osted har med sin gravemaskine lastet den op til med to et halvt tons grus – til totalvægt på 3,5 tons.

Bilen satte sig overhovedet ikke i fjedrene – trods lasten. Den gamle Amarok kunne i øvrigt leveres med kraftigere fjedre – det kan den nye ikke.

Med lidt læs  – i forbindelse med bladfjedre  –  giver i det hele taget en roligere kørsel. Nyttelasten er i øvrigt ca. 1 tons.

Panamericana

Sammen begiver vi os til foden af Osted bakken – som vi fra stilstand bestiger med vores nye Volkswagen Amarok testbil i PanAmericana udgave – med 3-liters V6 dieselmotor under motorhjælmen.

Da samarbejdet mellem de to koncerner, VW og Ford blev kendt, var der frygt for, at en ny Amarok skulle skifte til den mere bovlamme 2-liter biturbo med fire cylindre, men sådan blev det heldigvis ikke – men der er ikke de tidligere 258 hk – men kun 241 heste.

Og der er heller ikke den gamle booster-mulighed på 272 hk.

600 Nm moment

Et drejningsmoment på 600 Nm gør det til en leg for den bundsolide Amarok at forcere bakken, som er første opgave – bagefter følger andre højder.

På turen var det også bilen, der kørte med traileren – og ikke omvendt.

Motoren accelererer blødt op – og man hører den kendte seks-cylindrede lyd igen – mens den 10 trin Ford automat-gearkasse skifter op ved 2.500- og 3,600 omdrejninger på bakken. Lydbilledet er blevet bedre end før. Der er mindre støj.

10 trins automat-gearkasse

Der er en helt anden rå trækkraft end den 6-cylindrede benzinmotor, vi prøvede i Raptor modellen fra Ford.

Men den 8-trins gearkasse, som Amarok havde før, var skarpere. Skift manuelt foregår på gearvælgeren – og ikke som før ved skifteplader bag rattet.

Allerede da vi kørte den nye Amarok ved verdenspremieren i Sydafrika kort før jul, var vi dog knap for glade for, at gearkassen konstant skiftede op og ned, som om den ikke kunne bestemme sig for, hvor den skulle være så Volkswagen er gået på kompromis på nogle punkter.

800 mm vadedybde

I terræn kan vi melde om fin fjedervandring, en vadedybde til 800 mm mod før kun 500 mm, en frihøjde på 237 mm, vendediameter på 12,9 meter og til- og frakørselsvinkler på 30- og 26 grader. Rampevinklen er 21 grader.

Der er down hill knap til at lette nedkørsler. Der er indstilling til differentialespær og reduktionsgear, når man vil køre off road. Der er valg mellem 2H for baghjulstræk, 4A for automatik, 4 H og 4L. Testbilen havde grove terrændæk i størrelsen 255/65 R 19 på sorte alufælge.

Den nye Amarok passer bedre til vores breddegrader – den gamle var lige stor nok. Nu er den skrumpet fra 2,3- til 1,9 meter i bredden.

Mange muligheder

Der er mange muligheder for at indstille affjedringen til terrænet – så der kan vælges eco, normal, mud/ruts, sand, slippery og load/trailer.

Bilen kører generelt godt – med fin retningsstabilitet, og bilen krænger ikke så meget. Det er let at betjene skærmen, men der kunne godt have været lidt flere genvejsknapper.

Styringen er relativt præcis – men ikke så skarp som i forgængeren, som til sidst havde Volkswagens Servotronic styretøj – som betød bedre stabilitet på landevejen.

Elektrisk jalousi

I kabinen er der masser af luksus i den testede PanAmericana udgave – med 10 trins el-sæder med læderbetræk samt lændestøttejustering.

Og man sidder højt, 12 tommer touchscreen og Apple Car Play, USB stik (både a og c). Dertil geværrum under tæppet i rummet bag forsæderne.

Over ladet (beklædt) var der et elektrisk betjent rulle-jalousi – og bagklappen var let at arbejde med. Læssehøjden målte vi til 850 mm. Men til gengæld var den tunge frontklap ikke forsynet med gasdæmpere. Hjulkasserne var også beklædt med plastlister.

Adaptiv fartpilot

Sikkerhedsmæssigt er der bl.a. adaptiv fartpilot, LED Matrix forlygter – som giver et usædvanligt godt lys – blindvinkelalarm, linjevogter, nødbremse, elektronisk p-bremse, skiltegenkendelse samt 360 graders kamera – som sikrer bedre fremkomst i terrænet.

Det er dog ikke sådan, at det er en Ford Ranger med VW mærker – meget få detaljer er fra Ford. Amarok er faktisk sin egen i design. Men heldigvis er der fortsat en fin samlekvalitet – og i kabinen både hård og blød plast.

Volkswagen Amarok er generelt lidt dyrere end Ford Ranger, som kan fås fra 253.000 kr – hvor Amarok begynder ved 320.000 kr. Vores testbil løber op i 445.000 kr.

Fakta: Volkswagen Amarok PanAmericana V6 turbodiesel:
Motor: V6 turbodiesel.
Slagvolumen: 2.993 ccm.
Ydelse: 241 hk.
Moment: 241 Nm.
Gearkasse: 10 trins aut. gear.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 8,8 sek.
Gennemsnitsforbrug WLTP: 9,8 km/l.
CO2 udslip: 266 g/km.
Affjedring: Uafhængig for/stiv bagaksel.
Dæk: Good-Year Wrangler Terrotory AT/S 255/65R19.
Trailervægt: 3.500 kg.
Nyttelast: Ca. 1.000 kg.
Køreklar vægt: 2.457 kg.
Mål bil: 5.390 x 1.910 x 1.842 mm.
Akselafstand: 3.270 mm.
Ladlængde: 1.624 mm.
Læssehøjde: 850 mm.
Bredde mellem hjulkasse: 1.227 mm.
Vadedybde: 800 mm.
Til/frakørselsvinkler: 30/26 grader.
Rampevinkel: 21 grader.
Frihøjde: 2.379 mm.
Vendediameter: 12,9 m.
Fabriksgaranti: 2 år.
Amarok fra: 320.000 kr. (Life)
Pris ekskl. moms: 445.995 kr. (PanAmerikana)

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk