Salget af varebiler i juli måned kunne ikke leve op til det gode salg i juni måned i år – men sammenlignet med salget i juli i fjor går det bedre. 1.951 biler blev det til mod 1.821 biler i samme periode i fjor – en stigning på 7,1 procent.

For lastbiler blev der i juli solgt 331 enheder mod 294 enheder i samme periode i 2014 – en stigning på 12,6 procent.

Ser man på årets første syv måneder er tallene ganske tilfredsstillende, et stigende salg og med en total på 18.060 varebiler, hvilket er 2.737 mere og 17,9 procent højere end sidste år. For lastbilerne er salget i samme periode på 2.712 enheder mod 1.842 i fjor. En stigning på 47,2 procent.

Langt hovedparten, knap 90 procent, af lastbilerne var store lastbiler med en totalvægt på over 16 tons totalvægt.

Positivt tegn
”Vi tolker helt klart salget af lastbiler, som er driftsmidler i transportindustrien, som et meget positivt tegn på aktivitetsniveauet,” siger branchedirektør Gunni Mikkelsen, DBI, De Danske Bilimportører.

De mindre varebiler, under 2.800 kg totalvægt, udgør med 990 enheder cirka. halvdelen af de solgte varebiler, og resten fordeler sig med 646 i størrelsen 2.800-3.490 kg totalvægt, medens 315 enheder er på B-kørekortets maksimale 3.500kg, oplyser DBI.

Tendensen er klar i alle varebilssegmenter- dem under 2.800kg totalvægt, i mellemstørrelsen 2.801-3.499 kg såvel som i 3,5.tons segmentet, er der vækst.

Tilfredse medlemmer
”Medlemmerne hos De Danske Bilimportører er bestemt tilfredse med salget, og med optimisme hos køberne er der en tro på en fortsat positiv udvikling med en efterspørgsel bredt blandt mange forskellige brancher,” siger branchedirektør Gunni Mikkelsen.

Bussalget er et segment, der er meget begrænset og med store variationer hen over året, er i stor grad et resultat af udbud af offentlig trafik, hvorfor det ikke giver stor mening at se på de enkelte måneder. De første syv måneder af i år er med 210 busser, knap det samme som salget i samme periode sidste år (237).

Endnu flere personbiler
Salget af personbiler faldt med 24 procent i juli efter det rekord høje salg i juni måned, som var det højeste gennem tiderne. Faldet var forventet og ikke meget mere end normalt (2014: 19 pct.) for månedsskiftet fra juni til juli, der er den primære ferie måned.

Det er meget positivt at årets første syv måneder stod for et større salg end i samme periode sidste år, og 2014 var endda et rekord år, oplyser DBI.

Juli salgstallene ligger lidt over det forventede, og sammenligningen med sidste år er  positiv, og det tolkes som en fortsat optimisme i samfundet generelt, båret at et behov for transport af gods, levering af håndværksydelser såvel som behovet for personlig mobilitet.

”Vi er særdeles glade for salget indtil videre i år, og ser med optimisme på vores forretning i de kommende måneder,” siger Gunni Mikkelsen.

Færre mikrobiler
Tendensen i de forskellige størrelser af personbiler har ændret sig lidt, men bilerne i B-segmentet (lille klasse) er fortsat førende – mikrobilerne i A-segmentet har i nogle måneder været fortrængt fra anden pladsen af de lidt større biler i C-segmentet, men mikrobilerne er nu, for anden måned i træk, tilbage som den anden største bilklasse.

Tendensen de seneste par måneder ændrer ikke væsentlig ved det overordnede billede af, at mikrobilerne er faldet i betydning, da danskerne er begyndt at købe lidt større biler.

Miljørigtige biler
’Vi er fortsat af den overbevisning at mange købere har et reelt transportbehov som tilsiger lidt større biler end tidligere, og vi finder det derfor blot naturligt at danskerne vælger en større bil, hvis de får mulighed for det – danskerne kører nemlig generelt i mindre biler end i andre europæiske lande. Biler er dyre i Danmark, men set ud fra et miljømæssigt perspektiv kan man i dag udmærket vælge en større bil uden på nogen måde at sætte miljøbevidstheden over styr,” siger Gunni Mikkelsen.

Elbiler i luksusklassen
Elbil-salget varierer betydeligt i de enkelte måneder, da salget af de mere almindelige størrelser af biler i betydelig omfang er drevet af salg til flåder. Salget i juli sluttede på 131 enheder.

Det bemærkelsesværdige er, at de blandt salget af elbiler udgør knap 80 procent af det samlede salg luksusbiler – først og fremmest Tesla (E-segment)..

E-segmentet udgør ellers en meget lille del af markedet, således blot 1,7 procent.

”Men målt på første syv måneder at året ser vi på et meget fint salg af elbiler, 1.181 i år mod 688 sidste år for den samme periode. Det betyder således et plus på 72 procent, og således tegner 2015 til at blive et godt år,” siger Gunni Mikkelsen.

Top 10 – varebilssalg 2.001-3.500 kg/  juli:

Ford Transit                                277 enheder
Renault Trafic                               99 –
Renault Master                             95 –
Opel Vivaro                                   88 –
Mercedes-Benz Vito                      83 –
Fiat Ducato                                   74 –
Mercedes-Benz Sprinter               61 –
VW Transporter                           56 –
Peugeot Boxer                             49 –
Iveco Daily                                   49 –

Top 10 – varebilssalg 2.001-3.500 kg/ januar-juli

Ford Transit                              2.121 enheder
VW Transporter                            962 –
Renault Trafic                               908 –
Mercedes-Benz Vito                      705 –
Renault Master                             697 –
Opel Vivaro                                   692 –
Mercedes-Benz Sprinter               677 –
Fiat Ducato                                  548 –
Iveco Daily                                   498 –
Ford Transit Connect                   445 –

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk