Semler Gruppen – der er kendt for import af biler fra Volkswagen gruppen – har gennemført sit opkøb af MAN Truck & Bus Danmark A/S.

Med opkøbet udvider Semler sin tilstedeværelse inden for erhvervskøretøjer og etablerer en separat division ved navn Semler Truck & Bus.

Semler Gruppen træder nu ind på markedet for lastbiler og busser, da MAN Truck & Bus Danmark den 1. april officielt blev en del af koncernen.

Vækstplan

Ambitionen er at bygge videre på en allerede stærk og professionelt veldrevet forretning og understøtte vækstplanen i Danmark med afsæt i et tydeligt kundefokus og stærke kompetencer inden for import, distribution og service.

”MAN Truck & Bus Danmark er en veldreven virksomhed og et strategisk godt match med Semler Gruppen, og vi er meget glade for at kunne byde de 300 medarbejdere velkommen i Semler,” siger Ulrik Drejsig, adm. direktør i Semler Gruppen.

Passer godt sammen

De to selskaber komplementerer hinanden godt.

”Nu skal vi i fællesskab skabe endnu bedre kundeløsninger og løfte forretningen, når vi kombinerer MAN’s branchekompetencer og tætte relationer til kunderne med vores kompetencer inden for import, distribution og service,” siger Ulrik Drejsig, adm. direktør i Semler Gruppen.

Opkøbet betyder, at Semler Gruppen overtager importen og de MAN-ejede forhandlere af MAN lastbiler, busser og varebiler samt Neoplan busser.

Skal ikke ændre

Det er afgørende for Semler Gruppen, at man bygger videre på det, der virker.

”MAN Danmark er kendetegnet ved høj faglighed og et stærkt kundefokus, og det er netop det fundament, vi ønsker at forstærke. Vi skal ikke ændre den grundlæggende forretning, men i fællesskab skabe endnu bedre rammer for fortsat vækst og en endnu stærkere kundeoplevelse,” siger Ulrik Drejsig.

Ny organisation

Som en del af næste skridt integreres organisationen nu under det nye navn Semler Truck & Bus.

Lars Himmer, koncerndirektør i Semler Gruppen, tiltræder som ny adm. direktør for Semler Truck & Bus.

Den hidtidige topledelse i form af adm. direktør Malte Kauert og økonomidirektør Alexander Bross stopper efter en stor indsats i selskabet og efter transaktionen – og de fortsætter i nye funktioner i MAN Truck & Bus SE.

Stærk kultur

Lars Himmer er glad over at få muligheden for at stå i spidsen for Semler Truck & Bus.

Han peger på, at MAN har en stærk kultur, et unikt fællesskab og en imponerende faglighed i hele organisationen – og det er et fundament, der skal værnes om og bygges videre på.

Der skal lyde en stor tak til både Malte og Alexander for deres arbejde. Mit klare fokus er, at vi fortsætter med stabil drift og høj service i hverdagen, samtidig med at vi sammen skaber de bedste rammer for kunder, partnere og medarbejdere i det næste kapitel,” siger Lars Himmer.

Fortid hos MAN Truck & Bus

Han har iøvrigt en fortid som regionsdirektør i moderselskabet MAN Truck & Bus SE, så han kender produkterne.

Samtidig bliver kultur og fælles værdier et centralt omdrejningspunkt i den nye organisation.

”MAN’s Trucker-DNA og stoltheden ved at holde hjulene kørende passer naturligt sammen med Semler og vores fokus på langvarige relationer,”siger Lars Himmer.

Bedre rammer

Semler Gruppen er her for at bygge videre på styrkerne og skabe endnu bedre rammer for medarbejderne og dermed et endnu stærkere fundament for kunderne.

Semler Truck & Bus vil fortsætte med at drive MAN og Neoplan som selvstændige brands.

Ligesom MAN’s samarbejde med en række autoriserede forhandlere i Danmark fortsætter uændret.

Om Semler Gruppen

Semler Gruppen er Danmarks største mobilitetsleverandør og er med til at drive udviklingen inden for både persontransport og landbruget.

Koncernen varetager import og detailsalg af Volkswagen, Audi, Seat, Cupra, Škoda, Porsche, Lamborghini og Bentley i Danmark og har desuden aktiviteter i Sverige, Estland, Letland og Litauen.

Ud over at være landets største bilaktør er koncernen med Semler Equipment landbrugets foretrukne samarbejdspartner med mærker som John Deere og Väderstad og leverandør af entreprenørmaskiner fra bl.a. Hitachi.

Semler Gruppen driver desuden Enterprise Rent-A-Car, Holo og Connected Cars samt finansiering via det associerede selskab Volkswagen Semler Finans Danmark. Semler Gruppen er en familieejet virksomhed med ca. 3.200 medarbejdere og omsatte i 2025 for 36 mia. kr.

Om Semler Truck & Bus

Semler Truck & Bus er Semler Gruppens selskab for tunge erhvervskøretøjer og samler importørleddet og de MAN-ejede forhandlere i Danmark.

Selskabet varetager salg og service af MAN lastbiler, busser og varebiler samt Neoplan busser og tilbyder derudover reservedels- og værkstedsydelser til kunder over hele landet gennem egne forhandlere og partnere.

Om MAN Truck & Bus

MAN Truck & Bus er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer og udbydere af transportløsninger.

Virksomhedens produktportefølje omfatter lastbiler, varebiler og busser til passager- og godstransport.

MAN har fokus på den grønne omstilling i transportsektoren og er langt fremme med udviklingen af kommercielle køretøjer på alternative drivmidler som elektricitet.

MAN Truck & Bus er et firma tilhørende TRATON SE og beskæftiger mere end 34.000 mennesker verden over.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk