Kia lancerer nu Sorento, den koreanske bilkoncerns største SUV bilmodel, i en helt ny udgave – som skal tage kampen op med etablerede SUV-modeller fra europæisk producerede SUV-bilmodeller.

Modellen Sorento kom frem for 18 år siden og salget af gulpladebiler var i begyndelsen større end hvidplademodeller. Nye afgifter i forbindelse med finanskrisen ændrede salget – men de gule plader har fået lidt fodfæste igen.

Den nye udgave er større end tidligere – med mere kantede linjer. Samlet betyder det bedre plads i varerummet, når man vælger en Van-udgave – og tre sæderækker som personbil.

Endnu ingen priser

Den elektriske bagklap gør det nemmere at åbne bagagerummet med hænderne fulde af varer.

Man kan åbne bagklappen automatisk ved at bevæge foden under bilens bagende, og man kan også vælge, hvor højt bagklappen skal åbne. Fra en delvis åbning til komplet åbning afhængigt af omgivelserne.

Den nye Sorento kommer i flere udgaver end tidligere – blandt anden som plug-in hybrid. Men da afgifterne på biler endnu ikke er på plads, så har Kia for første gang valgt ikke at sætte prisseddel på en bilmodel. Sorento Hybrid kommer til salg i Danmark i starten af 2021, og en plug-in-hybriddrivlinje bliver tilføjet modelprogrammet i løbet af første kvartal af 2021.

Helt ny platform

Bilen lever op til nutidens krav om førerassistentsystemer, infotainmentsystemer og connectivitysystemer – og kvaliteten skulle også have fået et løft.

Den nye Sorento er den første model baseret på KIA’s nye platform til mellemstore SUV’er.

Kia kalder deres hybridudgaver for biler med elektrificerede “Smartstream”-drivlinjer. Det er faktisk første gang, at Sorento fås med hybriddrivlinje.

Tre millioner Soronto

De to displays byder på ny grafik, nye telematikfunktioner og trådlås opkobling af smartphones.

Med over tre millioner solgte Sorento-modeller siden lanceringen i 2002 er bilen en af grundpillerne i KIAs globale modelprogram. Cirka 300.000 af de solgte modeller er solgt i Europa.

Den nye model er resultatet af et samarbejde i KIAs verdensomspændende netværk af designstudios.

35 mm længere akselafstand

Den ekstra længde udgøres af akselafstanden (som et resultat af Sorentos nye platform), som er blevet 35 mm længere og nu er 2.815 mm.

En diskret integreret spoiler dækker over bagrudeviskeren, så designet bliver mere rent, og føreren får bedre udsyn bagud.

Den 12,3″ digitale instrumentenhed suppleres af et infotainment- og navigationssystem med en 10,25″ touchskærm midt på instrumentpanelet. Dertil head-up display.

Ventilerede sæder

I Danmark kan kunderne vælge Sorento med indtræk i sort stof, læder (sort, eller tofarvet sort og gråt) eller quiltet sort Nappa-læder. Sæderne er elektrisk indstillelige – med memory funktion. Et integreret memorysystem husker således den foretrukne indstilling af førersæde, sidespejle og kabinelys for op til to førere.

Begge forsæder i Sorento er desuden opvarmede og ventilerede. Førersædet har Smart Temperature Comfort Control, som beregner forskellen mellem udetemperaturen og indstillingen i klimaanlægget.

Systemet aktiverer ratvarmen, sædevarmen eller ventilationen af sædet for maksimal komfort i kabinen. Den nye Sorento fås også med panoramasoltag.

Soronto teknik

Batteripakken i Sorento Hybrid er placeret under kabinens bund under forsædepassageren og ikke under bagagerumsbunden. Det betyder god plads inden døre.

KIAs nyeste SUV vil kunne fås med hybriddrivlinje – for første gang i en Sorento, og køberne vil kunne vælge mellem hybrid- eller plug-in-hybridvarianter.

Sorento Hybrid har en ny elektrificeret “Smartstream”-drivlinje med en 1,6-liters T-GDi-motor (benzinmotor med turbo og direkte indsprøjtning), en 1,49 kWh litium-ion-polymer-batteripakke og en 44,2 kW elmotor.

Tager ikke vigtig plads op

Den intelligente konstruktion af Sorentos nye platform betyder, at batteripakken kan placeres under bilens bund under de forreste sæder, så kabine- og bagagerumspladsen påvirkes minimalt.

Med en ydelse på 230 hk og et drejningsmoment på 350 Nm kombinerer den elektrificerede drivlinje et lavt niveau af CO2-emissioner og præstationer på højt niveau.

Den nye 1,6-liters T-GDi-motor har KIAs nye CVVD-teknologi (Continuously Variable Valve Duration), som regulerer ventilernes åbningstid efter kørselsforholdene, så åbningstiden ikke er fast. Det øger præstationerne ved lave og mellemhøje hastigheder med mellem to-tre pct. og brændstofeffektiviteten med op til tre pct.

Overføres parallelt

Kraften overføres gennem den 6-trins automatiske gearkasse via en elektrisk enhed på gearkassen, så hele kraften fra forbrændingsmotoren og elmotoren kan overføres parallelt med et minimalt energitab.

Det giver øjeblikkelig acceleration ved alle hastigheder med direkte adgang til den tilgængelige batterikraft ved høje hastigheder.

Sorento Hybrid kan accelerere fra 0-100 km/t på 8,6 sek. med forhjulstræk og 9,0 sek. med firehjulstræk – tophastigheden er 193 km/t. CO2-emissionerne udgør fra kun 145 g/km for modeller med forhjulstræk og 155 g/km for biler med firehjulstræk (blandet kørsel i henhold til WLTP).

Ny dieselmotor

Sorentos nye 4-cylindrede 2,2-liters “Smartstream”-dieselmotor har en ydelse på 202 hk og et drejningsmoment på 440 Nm. Sorento-modeller med denne motor kan accelerere fra 0-100 km/t på ni sek. med forhjulstræk og på 9,2 sek. med firehjulstræk.

Tophastigheden for alle dieselmodeller ligger på 202 km/t, og CO2-emissionerne udgør fra 161 g/km med forhjulstræk og fra 169 g/km med firehjulstræk (blandet kørsel i henhold til WLTP).

En ny aluminiumscylinderblok erstatter cylinderblokken i støbejern, som kendes fra forgængermodellen, hvilket gør den nye motor 19,5 kg lettere end motoren i tredje generation af Sorento.

2,5 tons trailervægt

Desuden er den kombineret med KIAs nye 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse (8DCT).

Med et jævnt gearskift som med en konventionel automatisk gearkasse forbedrer 8DCT brændstofeffektiviteten med ca. to-tre pct. i forhold til en konventionel 8-trins automatisk gearkasse alt efter, hvordan den anvendes.

Med 2,2-liters dieselmotoren har den nye Sorento en anhængervægt med bremser på op til 2.500 kg, mens hybridvarianterne kan trække op til 1.650 kg. Begge varianter har en anhængervægt uden bremser på op til 750 kg.

Bedre i terræn

Som noget nyt for fjerde generation af bilen byder den nyeste Sorento på forbedrede præstationer i terrænet takket være en ny Terrain-køreindstilling.

Med Mode Select-drejekontakten i midterkonsollen kan man vælge mellem køreindstillingerne “Mud”, “Snow” og “Sand”. Systemet optimerer automatisk drivlinjen til de forskellige scenarier med ændret momentudfoldelse og -fordeling samt ændret karakteristik for stabilitetskontrollen.

Terrain Mode tilpasser også gearskiftetidspunkterne for de to tilgængelige gearkasser (8-trins dobbeltkoblingsgearkasse i dieselmodellerne og 6-trins automatisk gearkasse i hybridmodellerne), så de passer optimalt til de forskellige vejbelægninger.

Nye sikkerhedssystemer

Sorento byder på et højt niveau af aktiv og passiv sikkerhed takket være det store udbud af førerassistentsystemer.

KIAs ADAS (Advanced Driver Assistance Systems) hjælper med at reducere mange af de risici og den stress, som er forbundet med kørsel.

Afhængigt af bilens specifikationer omfatter ADAS-systemerne i den nye Sorento KIA’s nyeste frontassistent til undgåelse af kollisioner (FCA) med registrering af fodgængere, cyklister og andre køretøjer. Systemet registrerer desuden modkørende trafik, når du drejer i et vejkryds.

Adaptiv fartpilot

Sorento fås også med Surround View Monitor (SVM) og Blind-Spot Collision-Avoidance Assist (BCA), intelligent hastighedsadvarsel (ISLA), intelligent fartpilot (adaptiv fartpilot) med Stop&Go (SCC) og navigationsbaseret SCC (NSCC), Lane Following Assist (LFA), træthedsregistrering (DAW) og Highway Driving Assist (HDA).

Den nye model fås med KIAs nye Blind-Spot View Monitor (BVM) (standard i Premium), der fungerer som et ekstra sæt øjne for føreren. Det øger sikkerheden for personerne i bilen og for andre trafikanter, fordi systemet eliminerer førerens blinde vinkel i både venstre og højre side.

Bird-view via instrumenterne

Hvis man blinker for at skifte vognbane, og et andet køretøj befinder sig i den blinde vinkel, viser systemet et videobillede i høj opløsning i venstre eller højre side af TFT-LCD-instrumentenheden.

Videobilledet kommer fra diskrete vidvinkelkameraer med høj opløsning, der sidder skjult i sidespejlene.

De viser en større vinkel i forhold til sidespejlene, så man får et klart overblik over køretøjer, der nærmer sig.

Niveau 2 teknologi

KIAs ”Level Two”-teknologi (niveau 2)  til selvkørende biler, Lane Following Assist (LFA), tilpasser accelerationer, opbremsninger og styring i forhold til de forankørende køretøjer. LFA fungerer ved hastigheder mellem 0-180 km/h og bruger et kamera og radarsensorer til at holde en sikker afstand til det forankørende køretøj, og desuden overvåger systemet vognbane-markeringerne, så Sorento bliver midt i sin vognbane.

Desuden er den nye Sorento udstyret med en Rear View Monitor (RVM) med Reverse Parking Collision-Avoidance Assist (PCA) og Rear Cross-Traffic Collision-Avoidance Assist (RCCA).

Parkering via fjernbetjening

Bilen er også den første KIA, som er tilgængelig i Europa med mærkets nye Remote Smart Parking Assist (RSPA), som gør det muligt at køre bilen forlæns eller baglæns ud fra en parkeringsbås via fjernbetjeningen.

Denne funktion gør det nemmere at stige ind og ud af bilen, når pladsen til parkering er trang, eller hvis en anden bilist parkerer så tæt på bilen, at det ikke er muligt at åbne dørene.

RSPA bremser automatisk Sorento, hvis systemet registrerer an anden bil, en cyklist eller en fodgænger bag bilen eller gående forbi bag bilen.

Cyklist-sikkerhed

Sorentos Safe Exit Assist-funktion forhindrer også åbning af dørene, hvis bilen registrerer en fare, som nærmer sig bagfra – f.eks. en cyklist eller et andet køretøj.

Alle Sorento-modeller har KIAs Vehicle Stability Management-system (VSM) og elektronisk stabilitetskontrol som standardudstyr for at hjælpe én med at bevare kontrollen over bilen under opbremsning og i sving.

Den nye Sorento er også udstyret med KIAs første multikollisionsbremsesystem, som hjælper Sorento med at minimere risikoen for sekundære kollisioner.

Bygget i Korea

Systemet aktiverer automatisk bremserne, hvis bilens airbags er blevet udløst efter en kollision, og beskytter dermed personerne i bilen mod sekundære frontal- eller sidekollisioner.

Ligesom forgængeren bliver den nye Sorento bygget til det europæiske marked og mange andre markeder på KIAs fabrik i Hwasung i Korea – modsat de mindre Kia-modeller. Bilen vil også blive produceret til det nordamerikanske marked på KIAs fabrik i West Point, Georgia i USA.

I Europa vil bilen som standard være omfattet af KIA’s garanti på 7 år/150.000 km.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk