Man skal lære at arbejde digitalt, hvis man vælger at købe den nye Volkswagen Golf eTSI – for der er ikke mange trykknapper tilbage fra forgænger-modellerne.
Inden man sætter sig ind bag rattet, skal man derfor lære de mange digitale instrumenter at kende, som for de flestes vedkommende styres via 10 tommer touch-skærmen (med navigation) og en lille skærm til venstre for rattet til indstilling af bilens lygter.
For lærer man det ikke fra begyndelsen, så må man ustandseligt tage øjnene fra vejbanen for at indstille bilens mange funktioner.
Følg bilen på mobilen
I det hele taget er bilen forbundet for øget sikkerhed – connectivity – men bl.a. kan man via en app holde øje med bilen på mobiltelefonen.
Vigtige informationer kan man også få op på forruden, hvis man vælger head-up display. Man kan også få bilen med stemmebetjening – og det foregår via rattet – og øger sikkerheden.
Golf testbilen er ottende generation siden 1974 – hvor den vakte voldsom opsigt og straks lagde navn til denne klasse af biler.
Den mest strømlinede Golf
Siden er den vokset og fra at være kantet, er den nu den mest strømlinede Golf nogensinde – bl.a. med andre sidespejle, der jo nok ændres til kameraløsninger en gang.
Bilen er også miljørigtig med en 48 Volt mild-hybridløsning, der arbejder sammen med det 7-trins DSG-automatgear.
Det giver jo giver en smidigere igangsætning, men hybridteknikken hjælper også med at slukke og tænde den 150 hestes benzinmotor, når man standser. Den 4-cylindrede motor sikrer en meget rolig motorgang ved acceleration.
Meget velkørende
Det sparer på benzinen – og det gør det også, når motoren i øvrigt slår op til to af de fire cylindre fra, når man ikke skal bruge dem f.eks. i let marchhastighed.
Bilen kører rigtig godt med sikkert vejgreb og præcis styring – og brede alufælge med 45 profil dæk. Bilen kan fås med justerbar undervogn – og man kan vælge imellem sport og komfort.
Bilen er hurtig og når 100 km/t på 8,5 sekunder – topfart opgives til 224 km/t. Vi havde dog en udfordring med bilen – for når vi bremsede, var det som om bilen ville fortsætte med at køre.
Sikkerhed på højt plan
Sikkerheden er der skruet helt op for – med adaptiv fartpilot, linjevogter og lane guard system, Blind Spot information (advarselslys, hvis der er køretøjer i den blinde vinkel) samt nødbremsesystem.
Dertil pre-crash assistent for og bag – bl.a. stopper bilen selv, hvis man bakker op mod en forhindring.
Der er også hill holder, udkørselsassistent, parkerings-assistent og regnsensor. Stort plus er bilens avancerede LED lygter, som man er glad for i mørke. Derimod koster nøglefri start og bakkamera ekstra.
Førersæde med massage
Men man bliver forkælet i den særlige Style First Edition model, som testbilen hed.
El-styret sports-førersæde med varme og massage – og sæderne med alcantara-betræk, lækkert opvarmet læderrat med multifunktioner og dertil 3-zone klimaanlæg.
Udstyret omfatter bl.a. DAB+ radio, luksusbeklædning med metalindlæg, apple car play, skifteplader bag rattet til manuel betjening af gear, elektronisk håndbremse, indstilleligt midterarmlæn/midterboks, to usb-stik af den nye smalle C-udgave samt varme i rattet.
1.700 kg. trailervægt
Man kan få Van udgaver af formentlig alle Golf modeller – testbilen koster lige under 230.000 kroner plus moms ifølge importørens hjemmeside.
Der er 12-volts stik i kabine og varerum – men ikke handskerumslås. Til gengæld er der et varerum på cirka 1.200 liter plus et rum under gulvet. Læssehøjden har vi målt til 700 mm udvendigt og 70 mm indvendigt.
Bilen må trække en trailer på 1.700 kg.
—
Fakta VW Golf 1,5 eTSI 48V Mild-hybrid Style Van:
Motor: 4 cyl turbobenzin.
Elmotor: 48 Volt elhybrid.
Slagvolumen: 1.498 ccm.
Ydelse: 130 hk v. 5.000-6.000 omdr.
Moment: 250 Nm v. 1.500-3.500 omdr.
Forbrug-snit WLTP: 16,9 km/l.
CO2 udslip: 134 g/km.
Topfart: 224 km/t.
acc. 0-100 km/t: 8,5 sek.
Gear: 7 trins DSG aut.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag. ABS, esc, ASR.
Varerum: 1.237 liter.
Læssehøjde indvendig/udvendig: 700/70 mm.
Totalvægt: 1.880 kg.
Køreklar vægt: 1.252 kg.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Akselafstand: 2.640 mm.
Vendediameter: 10,9 m.
Trailervægt: 1.700 kg.
Dæk: Bridgestone Turanza 225/45 R17.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris personbil ca. 343.000 kr.
Pris Van ekskl. moms: 227.995 kr.