Renault Danmark har stor succes med deres største varebil Master, og takket været lav læssehøjde er den let at arbejde med – og så kører den godt.

Den franske slider har de senere år klaret sig rigtig godt på det danske marked. Det handler selvfølgelig om finansiering og eftermarked, men bilen kører rigtig godt.

Den 170 hestes bi-turbo maskine er både ganske hurtig og smidig – og selv med 650 kg. ballast har den ingen problemer med at forcere stigningerne på ruten.

Kompensation

Den testede Euro 6 udgave har med sine 170 hk fået syv hk mere under hjælmen for at kompensere for den nye miljønorm, og samtidig en momentet øget med 20 Nm til 380 Nm. Stadig fra 1.500 omdrejninger. Derfor er præstationerne som i Euro 5 modellerne.

Vi tester én af de store udgaver – L3H2 – med 13 kubikmeter varerum. Men med en læssekant på 480 mm giver den god ergonomi, når man skal ind og ud af varerummet.

Præstationerne er nogenlunde de samme i Euro 6 som Euro 5 – for man har for at kompensere for de strengere krav sat antallet af hk op fra 163- til 170 hk. Drejningsmomentet er øget fra 360- til 380 Nm, stadig fra 1.500 omdrejninger.

Noget højgearet

Der er trækkraft i både femte- og sjette gear fra 1.250 omdrejninger – det vil sige fra henholdsvis 55- og 65 km/t. Bilen er noget højgearet, og man må i fjerde gear i byerne, for at komme ned på 50 km/t. Støjniveauet er behageligt lavt.

Der er stop/start system for at få bedre økonomi. Fartpilot og -begrænser er godt til at holde hastigheden.

Motorens to turboladere sidder lige bag ved hinanden og arbejder sammen eller hver for sig for at komprimere indsugningsluften. Resultatet er et højt drejningsmoment ved lave omdrejninger og bedre præstationer ved høje omdrejninger.

Ganske letkørt

Bilen er letkørt og meget smidig at arbejde med. Den seks trins gearkasse virker kantet, men bilen har kun kørt få kilometer. Køreegenskaberne er tilfredsstillende.

Bag rattet (af plast) har man en rimelig, men en anelse lodret kørestilling. Udsynet er godt – og der er bl.a. blindvinkelspejl gemt bag højre solskærm. Instrumenteringen er ret kedelig med alt holdt i sort plast. Det virker skrabet.

Varerummet er stort – men uden beskyttelsesbund, og der er spinkle fastgørelseskroge.

Med trailerassistance

Den maksimale trailervægt for testbilen er på 2,5 tons – og vælger man bilen med trækkrog, får den også fabriksmonteret trailerassistance, så traileren er lettere at manøvrere.

På sikkerhedssiden har bilen fire skivebremser, esc stabilitetskontrol samt ABS. Den har Hill start assist, antispin og adaptive load control. Men kun én airbag til chaufføren – og nødbremsesystem tilbydes ikke.

Af andet udstyr kan vi nævne fartpilot og fartbegrænser, advarselslyd – når man bakker, dobbelte sidespejle og air condition anlæg.

Navigation sidder  bedre

Tidligere havde bilen en Tom-Tom navigation i loftet, og den var svær at aflæse. Nu sidder navigationen i instrumentbrættet, og det har hjulpet på overblikket.

Navigation indgår i en særlig tekno-pakke, hvor man også får parkeringssensorer bag, bakkamera og fartpilot.

Aflæggepladsen i kabinen er god, bl.a. med hylde over forruden, aflæggerum i instrumentpanelet samt stort handskerum – dog uden lås. I dørene er der plads til store to-liters vandflasker, og der er fire kopholdere i kabinen.

Fakta Renault Master 170 hk:
Motor: 4 cyl. twin turbo.
Slagvolumen: 2,3 liter.
Ydelse: 170 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 380 Nm v. 1.500 omdr.
Gear: 6 trins manuel.
Topfart: 161 km/t.
Snit-forbrug: 13,7 km/l.
CO2 udslip: 189 g/km.
Bremser: 4 skiver, esc og ABS.
Totalvægt: 3.500 kg.
Nyttelast: 1.433 kg.
Trailervægt testbil: 2.500 kg.
Varerumsmål: 3.723 x 1.785 x 2.144 mm.
Sidedøre: 1.270 x 1.780 mm.
Bagdøre: 1.580 x 1.820 mm.
Læssehøjde: 480 mm.
Affjedring for/bag: Uafhængig/stiv aksel.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Alternativ garanti: forlænget til 5 år.
Pris testbil: 269.400 kr. ex. moms.
Pris Master kassevogn fra: 209.995 kr.