(LYON)
Kia har præsenteret endnu en udgave af deres nye elektriske PV5 varebil – chassis-udgaven. Det er sket i dag på årets Solutrans transportmesse i Lyon i Frankrig.
Udgaven har en længde på kun fem meter som rent chassis – og en vendediameter på 5,5 meter.
Med box/alukasse kan man få et rumfang i varekassen på otte kubikmeter mod fire kubikmeter i udgaven som kassevogn (kort udgave) og 4,4 kubikmeter i lang udgave..
Opbyggere
På messen talte Kia Europas direktør, Marc Hedrich, om samarbejdet mellem opbyggere – og på messen var der flere opbyggere og trailerproducenter, der viste netop deres udgave.
Hos Kia har man tre ben i arbejdet med opbygninger – dels rent fabriksbygget i Korea, dels med opbygning hos én af de lokale europæiske opbyggere – hvor fabrikken har udviklet et kit, som der arbejdes videre med – og endelig det netværk af opbyggere, som man har kontrakt med – så som Lamberet og Sortimo.
Tre box-løsninger
Fabrikken har selv tre box-løsninger parat fra lanceringen, der vil ske næste år. Danske kunder kan dog få kassevognen af PV5 i januar/februar. Chassisudgaven kommer senere i 2026.
Prisen på basis PV5 Cargo er sat til 230.000 kroner med det lille batteri – og 20.000 kroner mere for det store batteri. En mere veludstyret PRO-udgave koster ekstra 10.000 kroner.
PV5 Chassis tilbydes med to batteristørrelser: Et 51,5 kWh batteri fra lanceringen i Q1 2026 og et langtrækkende 71,2 kWh batteri lidt senere.
416 km
Rækkevidden afhænger af opbygning, men som reference yder den nyligt lancerede L2H1 Cargo op til 297 km med standardbatteriet og 416 km med det store batteri (WLTP).
DC-hurtigopladning op til 150 kW giver 10-80 pct. opladning på ca. 30 minutter, og 22 kW AC-opladning bliver tilgængelig senere.
Som Kias første fuldelektriske chassisudgave markerer modellen næste skridt i virksomhedens Platform Beyond Vehicle (PBV)-rejse, som Kia udtrykker det. Senere vil de større PV7 og PV9 udgaver.
God til bykørsel
PV5 er bygget på Kias PBV-dedikerede E-GMP.S-platform (Electric-Global Modular Platform for Service).
Afhængigt af konfiguration leverer den under fem meter lange bil op til 1.005 kg lasteevne og op til otte kubikmeter lastrum i High Box-versionen.
Det matcher kapaciteten i større varebiler i D-segmentet – men med kompakte mål og en venderadius på 5,5 meter, der gør den god til bykørsel.
Gentænker
“Lanceringen af PV5 Chassis Cab understreger vores engagement i at gentænke, hvad et let erhvervskøretøj kan være,” siger Marc Hedrich, President og CEO for Kia Europe.
PV5 Chassis Cab er udviklet i samarbejde med europæiske opbyggere og er den mest fleksible variant i PV5-familien.
Den kan tilpasses et bredt udvalg af professionelle opbygninger, nævner Kia – herunder ladbil til entreprenør- og landbrug, tipbil til affaldsindsamling, tre typer Box/alukasse til e-handelslogistik og køleudgaver til dagligvarelevering.
Tæt samarbejde
“Vi har arbejdet tæt sammen med opbyggere, flådeejere og virksomheder for at gøre PV5 Chassis til et fundament for diverse opbygningsløsninger,” siger Sjoerd Knipping, COO for Kia Europe.
Køretøjet har et dobbelt forstærket stålchassis og bagmonteret underrun-beskyttelse (RUPD) samt et omfattende sikkerhedssystem med bl.a. Smart Cruise Control, Lane Following Assist 2, Lane Keeping Assist og Intelligent Speed Limit Assist.
Modellen leveres med Kias 7-års garanti/150.000 km.
Business Solutions Ecosystem
Kia lancerer samtidig Kia Business Solutions Ecosystem – en samlet platform for flådestyring, der integrerer tilslutning og opladning.
Økosystemet samler Kia-brandede og multibrandede løsninger skræddersyet til B2B-brugere og er bygget omkring fire strategiske PBV-søjler: DRIVE, CHARGE, CONNECT og WORK.
DRIVE
Kernen i DRIVE er Kias Android-baserede infotainmentsystem, der understøtter AI-assistent, OTA-opdateringer og dynamiske kort, samt fremtidig adgang til PLEOS App Market til
erhvervsapplikationer. Chaufføren har et 12,9” touchscreen-display, der sikrer effektiv betjening uden distraktioner.
Kia Charge Business giver adgang til over én million AC-, DC- og HPC-ladepunkter i mere end 30 europæiske lande. Der tilbydes fleksible abonnementer samt hjem- og depotladeløsninger gennem et europæisk partnernetværk.
CONNECT
Under CONNECT tilbyder Kia i PLEOS Fleet og Fleet API en multibrand flådestyringsplatform uden behov for ekstra hardware. Systemet håndterer alt fra administration, rapportering og opladning til sikkerhed og overholdelse af regler. En ny Fleet Manager-funktion lanceres i 2026.
Den centrale portal Kia Business Solutions samler alle tjenesterne – inkl. Kia Charge Business, PLEOS Fleet, Push Data API og Kia App – så flådeadministratorer kan tilføje køretøjer, brugere og tjenester med få klik.



