Renaults mest solgte varebil, Trafic, skal fremover produceres i Sandouville i Frankrig – efter 13 års produktion hos partner Nissan i Barcelona i Spanien.

Nissan skal bruge pladsen selv til bl.a. varebilerne NV 200 og den elektriske eNV 200 og den nye familiebil Pulsar – samt afløseren for Primastar, der hidtil har været en kopi af Trafic – men nu kommer med Nissans egen DNA som kendes fra NV 200.

Før 2001, da anden generation Trafic blev lanceret (sammen med Opel Vivaro, som bygges i England) – blev Trafic bygges på samme fabrik som Master – nemlig på Batilly fabrikken nær Strassbourg.

Første Trafic i 1980
Trafic kom frem i 1980 som afløser for modellen Estafette (Vanette som Nissan). Man byggede (fra 1997) også Chevrolet Space Van og Opel/Vauxhall Arena.

Dengang med benzinmotorer på 48 og 80 hk og dieselmotorer på 60 og 67 hk. Dog 75 hk fra 1989. Anden generation har haft dieselmotorer på 82 og 101 hk (1,9 liter) og 114, 133 og 145 hk. Senere fra 90 hk (2006) på grund af miljøkrav.

Også indiske Tata bruger den første Trafic som basis for deres varebil – kaldet Winger. I Rusland sælges Trafic som Lada-Renault M90 (efter 2008 ejer Renault-Nissan 25 pct. af Lada).
Men – nu kommer Trafic så hjem – meget naturligt, da den er den mest solgte varebil i Frankrig med en markedsandel på 36,6 pct.

Renault nummer et i Europa
Renault er faktisk Europas mest solgte varebilsmærke for 16. år i træk med en markedsandel på 14,5 pct.

Der er i øvrigt bygget 1,6 mio. Trafic siden den første udgave kom i 1980. Bilen kan fås i 270 karosserivarianter og bestilles i 100 forskellige farver.

Sandouville fabrikken er dog ikke en nyopført fabrik – den er fra 1964 og har indtil nu altid produceret personbiler. De første fire år alene fem 5-dørs Renault 16 – og siden Renault 12 (1970), Renault 15 og 17 (1972), Renault 30 (1975), Renault 20 (1976), Renault 18 (1978), Renault 25 (1984), Renault 21 (1986), Renault Safrane (1992), Renault Laguna (1992), Renault Vel Satis (2001) Renault Espace IV (2002) og Laguna III (2007).

Laguna og Espace lidt endnu
Laguna og Espace vil fortsat blive bygget på fabrikken – indtil deres afløsere lanceres, hvor de så skal bygges på fabrikken i Douai.

Derefter er der kun plads til varebiler. Og den nye Trafic er allerede på ”båndet” sammen med de høje udgaver af den nye Opel Vivaro. Andre Vivaro modeller bygges i Luton nord for London.

Renault har investeret  2,1 mia. kroner i at ombygge fabrikken, der ligger i Normandiet – over tre år. Med Sandouville har Renault samlet varebilsproduktionen hjemme – foruden Trafic i Sandouville også Kangoo i Maubeuge (sammen med Mercedes-Benz Citan) nord for Paris og Renault Master i Batilly (sammen med Opel/Vauxhall Movano).

187 nye svejserobotter
Trafic bygges bl.a. i en hal på 20.000 kvm. Her er installeret 187 nye svejserobotter, der klarer de 5.000 svejsepunkter, der skal være i den nye Trafic.

Lakerings-sektionen er helt nydesignet på grund af formen på en varebil i forhold til en personbil. Rustbeskyttelse-tunnelen skulle således hæves 70 cm og lakerings-beholderen med 12 meter.

Hele lakeringsprocessen er ændret – fordi en varebil skal lakeres indvendigt modsat en personbil, som har beklædt kabine. Dertil kom så nye kraner og conveyor-bånd på fabrikken.

Fra 1- til 2-holds skift
Mens de to resterende personbiler kører på ét samlebånd, kører Trafic derfor på sit helt eget bånd. Siden 2009 har der kun været 1-holds skift på fabrikken. Med den nye Trafic’s ankomst er der nu 2-holds skift.

Normandiet er nok glade for Renault. Fabrikken har fem industri-anlæg i det, som hedder Haut Normandie – foruden Sandouville også motor- og gearkassefabrikken i Cléon, logistikcentret i Grand-Couronne, testcentret i Aubevoye, Alpine-fabrikken for specielbiler i Dieppe, hvor der også produceres specielle karosseri-udgaver.

Dertil kommer to store underleverandører: logistikcentret for distribution af mindre reservedele  i Saint-André de l’Eure og Renault Tech i Heudebouville – hvor man konverterer biler til specieludgaver.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk