Svenske Hedin Mobility Group AB (publ) og portugisiske Salvador Caetano Group har indgået en aftale, hvor Hedin Mobility Group afhænder hele sin aktiepost i det fællesejede selskab Hedin Caetano AB til Salvador Caetano Group.

Overdragelsen forventes gennemført på tirsdag den 30. juni i år.

Fælles-nordisk import

Siden 2022 har Hedin Mobility Group og Salvador Caetano Group gennem det fællesejede selskab Hedin Caetano AB haft ansvaret for import og distribution af Renault, Dacia og Alpine i Sverige, Danmark og Norge via datterselskabet RN Nordic AB.

I 2025 blev søsterselskabet RN Automotive AB etableret som detailforhandler af Renault og Dacia på udvalgte forhandlerlokationer i Sverige.

Med den indgåede aftale samles ejerskabet af Hedin Caetano samt alle aktiviteter i RN Nordic og RN Automotive hos Salvador Caetano Group.

Detailaktør

Efter transaktionen vil Hedin Mobility Group fortsat være en betydelig detailaktør for Renault og Dacia i Sverige gennem sin forhandlerkæde Hedin Automotive.

“Efter fire succesfulde år sammen med Salvador Caetano er det et naturligt næste skridt, at aktiviteterne i RN Nordic og RN Automotive videreføres under ét samlet ejerskab,” siger Anders Hedin, CEO for Hedin Mobility Group.

Det er også i tråd med gruppens arbejde med at effektivisere koncernens struktur.

“Renault og Dacia forbliver vigtige mærker for os, og vi ser frem til at fortsætte rejsen som detailforhandler,” siger Anders Hedin.

Solidt fundament

“Partnerskabet med Hedin Mobility Group har skabt et solidt fundament, og vi ser nu frem til at videreudvikle Renault, Dacia og Alpine til gavn for kunder og forhandlere i Sverige, Danmark og Norge.”

Det siger Sérgio Ribeiro, Executive Board Member & CEO for Global Automotive Distribution i Salvador Caetano Auto Group.

Salvador Caetano Group

Salvador Caetano Group er en international bil- og mobilitetskoncern med hovedsæde i Portugal og mere end 75 års erfaring.

Koncernen opererer i 49 lande på tre kontinenter og kombinerer import og distribution, detailaktiviteter samt industri.

Med en stærk track record i udvikling af bilmærker på tværs af markeder er Salvador Caetano en betroet partner for flere globale OEM’er og arbejder målrettet med at levere bæredygtige og innovative mobilitetsløsninger.

Hedin Mobility Group

Hedin Mobility Group er en af Europas største udbydere af mobilitet med omkring 11.000 medarbejdere og aktiviteter i 13 lande.

I 2025 havde koncernen en omsætning på cirka 90 mia. svenske kroner og solgte omkring 260.000 køretøjer.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk