Af Finn Bruun

Scandlines og STX Finland Oy har underskrevet en hensigtserklæring om bygning af to nye færger til Gedser-Rostock-overfarten.

De to færger vil blive leveret i foråret 2015 og er af dobbeltender-typen, som således også kan indsættes på Scandlines-ruten Rødby-Puttgarden.

De får en kapacitet på 1.300 passagerer og 72 lastbiler eller 382 personbiler og kommer til at anvende det miljøvenlige brændstof LNG (Liquid Natural Gas) – naturgas – i stedet for svær brændselsolie, hvorved udledning af skadelige stoffer i luften reduceres betydeligt.

Udledning af kvælstof, CO2 og partikler reduceres markant, og udledning af svovl er praktisk talt nul.

Endelig kontrakt i sommer
Med udgangspunkt i hensigtserklæringen vil Scandlines og STX Finland Oy forhandle den endelige kontrakt på plads i løbet af sommeren.

Projektet omfatter omkring 1.000 mandeårs arbejde for STX Finland og deres underleverandører.

STX Finland Oy har tre skibsværfter i Finland; Turku værft, Rauma værft og Arctech Helsinki Shipyard Oy, som STX Finland Oy ejer 50 procent af.

 

 

 

Leave A Reply