Af Finn Bruun

Hybridbiler har været kendt længe. Nu overfører Scandlines tankegangen til stor skala og sejler med 399 batterier på Rørby-Puttgarden-færgen ”Prinsesse Benedikte”

De mange batterier, som tilsammen vejer 50 tons, sætter færgen i stand til at udnytte skibsmotorerne optimalt og med ren forbrænding ved at lade dem køre konstant på næsten fuld tryk – batterierne udjævner så teknologisk forskellene, når kaptajnen er nødt til at variere trykket på ”speederen”. Til gengæld er skibet blevet lettet for en af sine fem dieselmotorenheder.

Således investerer Scandlines 110 mio. kr. i hybrid-teknologien, hvilket gør Scandlines til verdens første færgerederi, der i stor skala lagre overskydende energi i batterier ombord. Det betyder samtidig, at færgen ventes at kunne reducere CO2-udledning med op til 15 procent.

Alle skibe med hybridsystem
Scandlines fik godkendelsen til systemet i september 2013, og resultaterne på Prinsesse Benedikte har allerede været så gode, at de tre andre Rødby-Puttgarden færger nu også skal ombygges til hybridsejlads.

Hybridtiltagene kommer sammen med øvrige miljøteknologier i Scandlines, som i alt bruger over 300 millioner kroner på miljøforbedringer på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Færgen Schleswig-Holstein har således fået scrubber til at rense røgen med, og det får også ”Prinsesse Benedikte”, ”Prins Richard” og ”Deutschland” i løbet af i år. Dermed fjerner man 90 procent af svovlgas- og partikeludledningen og lever op til de nye svovlkrav, som kommer 1. januar 2015.

Siemens og Corvis
Hybridløsningen er blevet til i samarbejde med Siemens (elektronik og kontrolsystem) og det canadiske Corvis (batterier).

Fordi Scandlines kombinerer scrubber-løsninger og hybridteknologi, har rederiet opnået 50 procents medfinansiering fra EU (TEN-T).

“Hybridsystemet på Fugleflugtslinjen er et væsentligt punkt i vores grønne strategi. Det er første gang, at det lykkes et rederi at udnytte teknologien i færgedrift i en sådan skala – jeg er naturligvis stolt af, at Scandlines bliver pioner på dette område. Scandlines transporterede i 2012 11,7 millioner passagerer, 2,7 millioner personbiler og 0,8 millioner fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg,  siger Scandlines’ CEO Søren Poulsgaard Jensen .

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk