Af Finn Bruun

Scandlines har godt nyt til brugerne af Gedser-Rostock ruten. De gamle færger, som holder ud trods en del år på bagen, bliver til efteråret afløst af de to topmoderne og miljøoptimerede hybridfærger, M/F Berlin og kort efter M/F Copenhagen. De er hurtigere, rummeligere og mere effektive – og de ser godt ud.

Begge de nye færger – der har gået så meget igennem – er nu så tæt på færdiggørelse på FAYARD værftet på Lindø, at Scandlines har fastlagt prøvesejladserne til september i år og allerede nu begynder på diverse afprøvninger i det omfattende test- og sikkerhedsprogram.

Faktisk var de to færger, Berlin og Copenhagen, så tæt på aflevering i 2014 fra det nu lukkede nordtyske P+S Werften i Stralsund/Wolgast, at begivenheden var sat på kalenderen. Men til Scandlines’ skræk viste det sig, at de nøje specificerede vægtgrænser ikke i praksis var overholdt af værftet, så skibene blev for tunge til at kunne løse deres opgave i forhold til den lave vanddybde ud for Gedser havn.

90 årlige aflysninger
Der er 7,5 meter vand, hvilket med det oprindelige færgedesign på 5,5 meter meters dybgang for færgerne, statistisk ville give tre årlige aflysninger på grund af lav vandstand. Den for høje vægt med dybgang på 5,8 m, ville derimod have betydet 90 årlige aflysninger, hvilket Scandlines ikke kunne leve med.

Så det var tilbage til tegnebordet, da skibene som store – men stadig primært sunde – jernskaller blev købt ud af det lukkede P+S og slæbt til FAYARD, det tidligere Fredericia Værft, som i dag ligger på Lindø, Munkebo, og som Scandlines har samarbejdet med over 35 år. Der ikke tale om en ombygning, eftersom skibene aldrig har været færdige, men en færdiggørelse efter ændrede tegninger. For Scandlines har tidsfaktoren for Gedser-Rostock ruten være så væsentlig, at det ikke var realistisk, at bygge helt nye skibe.

Ændret og opgraderet
Ikke alene er der fjernet 2.000 tons stål og øvrigt materiale fra hvert skib. Selve skibets fremtoning er ændret til et mere klassisk færgedesign med færre dæk, og Scandlines har benyttet lejligheden til også her at indføre den delvise batteridrift, som man har haft så god succes med på Rødby-Puttgarden, og som gør begge de nye færger til ægte hybridskibe.

Samtidig integreres svovlrenserne – scrubberne – i systemet, så miljøpræstationerne kommer i topklasse: Svovludledning bliver f.eks. hele 90 procent mindre. Samtidig er stabiliteten øget, så man ikke behøver medbringe så meget ballastvand, hvilket forbedrer payload’en, der jo er den transporterede vægt, som rederiet får penge for. Den var før nede på 528 tons i stedet for 1.600 tons.

Den var også gal med den oprindelige kabelplacering, hvor det daværende værft havde blandet signal- og strømkabler sammen med risiko for forstyrrelser, så man populært sagt risikerede, at roret drejede, når man tændte for kaffemaskinen. Det er nu blevet rettet op.

Hybriddriften betyder, at hvert skib har kunnet få fjernet en dieselmotor, som nu genbruges på Rødby-Puttgarden. Også det overskydende stål fra slankningen genbruges.

Dobbelt så mange lastbiler
Alt det nye udstyr og de moderne materialer er af en sådan lethed, at nettobesparelsen i vægt er på 700 tons for hver af de 169 meter lange passager- og bilfærger. Det nye design tilgodeser i høj grad brugerne: Således kan færgerne tage mere end dobbelt så mange lastbiler og biler – nu 96 lastbiler eller 480 biler – som de afgående færger på ruten, M/F Prins Joachim og M/F Kronprins Frederik. Det betyder også bedre forhold for chaufførerne.

Passagertallet stiger fra 977 til 1.300, selvom de nye skibe oprindeligt skulle have taget 1.500 passager. Bl.a. blev dæk nummer 8, som før var i fuld bredde ændret til halv bredde og væsentligt forkortet, mens dæk syv næsten er væk.

I drift til oktober
Scandlines har endnu ikke sat præcis dato for indsættelsen af de nye færger, men det ligger fast, at den første af dem, M/F Berlin, indsættes sidst i oktober. M/F Copenhagen ventes indsat et par måneder senere på året.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines sidste år i alt 14,8 millioner passagerer, 3,2 millioner personbiler, 900.000 fragtenheder og 60.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Scandlines satser på at være en effektiv transportmaskine både for fragtkunder og passagerer og samtidig levere en ægte grøn løsning. Efter frasalg markedsfører Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg i dag tre korte højintensive ruter, Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk