Seks Top Team fra danske Scania-forhandlere dyster i dag om den danske sejr i Scanias globale Top Team konkurrence for servicemedarbejdere, som foregår i Scanias kursuscenter i Vejle. De seks team består hver af fem mekanikere og reservedelsfolk.

Der begyndte med at være 100 mand på 21 hold. Efter et udskilnings-løb over efteråret, er der nu 30 tilbage fra seks forhandlere – fra Fredericia, Herning, Hjørring, Hvidovre, Sæby og Aalborg.

Der dystes på paratviden, analytiske evner, systematik og kvalitet ved fejlfinding og reparation af Scania lastbiler og busser.

Øge kompetance og kvalitet
Top Team-konkurrencen har til formål at øge kompetencen og kvaliteten i hele Scanias serviceorganisation.

Gennem uddannelse, træning og konkurrence opnår medarbejderne større teoretisk viden i kombination med praktisk erfaring i at løse de ofte komplicerede tekniske problemer, som moderne lastbiler og busser kan rammes af.

I finalen skal deltagerne under tidspres løse fem forskellige tekniske udfordringer baseret på eksempler ”fra det virkelige liv”. Under konkurrencen har deltagerne adgang til de samme specialværktøjer og elektroniske hjælpesystemer, som de har til hverdag.

Konkurrerer i fem timer
Når det danske Top Team vinderhold er kåret efter fem timers intensiv konkurrence, venter der yderligere udfordringer.

Straks efter finalen går de danske vindere nemlig i ”træningslejr” på deres lokale Scania-anlæg for at forberede sig til næste runde i konkurrencen, som afvikles senere i år i Latinamerika, Asien og Europa.

Derfra går turen forhåbentlig videre til den globale Top Team-finale, som afvikles på Scania-fabrikken i Södertälje sidst på året.

Satser på uddannelse
– Det overordnede mål for Scania er at levere produkter og serviceydelser, som skaber ekstra værdi for kunderne, siger Erik Rolvung, der er markedschef for service hos Scania Danmark.

Det kan vi kun gøre ved at have de bedste medarbejdere på både værksted, lager og i administrationen.

”De autoriserede Scania-forhandlere satser benhårdt på uddannelse og udvikling af medarbejderne, så vi altid er et skridt foran konkurrenterne, siger Erik Rolvung.

Kvalitet og teamwork
I Top Team-konkurrencen fokuserer Scania på kvalitet og teamwork.

“Alle opgaver skal løses under tidspres – præcis som i den virkelige verden, hvor det er vores fornemste opgave at holde kundernes lastbiler og busser på landevejen med så lidt stilstand som muligt, siger Erik Rolvung.
 
Top Team-konkurrencen blev første gang afviklet lokalt i Sverige i 1990, men siden har den udviklet sig til et globalt uddannelsesprogram.

Dette års konkurrence er den ottende af sin slags på internationalt plan, og Scania forventer, at mere end 8.000 medarbejdere fra 60 forskellige lande vil deltage i den globale Top Team-konkurrence.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk