Vi har haft mulighed for at prøve topmodellen i Fords Connect program med 120 hk dieselmotor og som standard otte trins automatgear, som Fords selv har udviklet til at kunne klare tunge laster.

Man kan også skifte gear manuelt via en knap på siden af gearvælgeren, hvis det skal gå lidt mere tjept.

Teknisk er der tale om en ny dieselmotor og ny gearkasse, og så er kvaliteten løftet betragteligt med lavere støjniveau til følge. For økonomien har den stop/start system. Med et drejningsmoment på 270 Nm mellem 1.750- og 2.000 omdrejninger er der god overskudskraft.

Perfekt i tæt trafik

Bilen er med sit automatgear perfekt i tæt trafik, men også på en snoet landevej, hvor man får glæde af bilens gode vejgreb for klassen. Ford har i nyeste serie opdateret både styretøj og undervogn, så den kører endnu bedre – og optager ujævnhederne godt.

Det er udpræget håndværkere og firmaer i servicebranchen, der vælger den kompakte Transit Connect, som i seneste udførsel kan fås med fuld sikkerhedspakke, som man kender fra Fords personbilsprogram.

Udefra er det den nye front, der viser det nye look. En typisk Ford DNA design, så bilerne følger de nyeste Ford personbiler.

Optimalt sikkerhedsudstyr

Udstyret i den prøvede Trend udgave omfatter bl.a. tågelys både for og bag. Vi skal også nævne varme i sæder, nøglefri start, el-justerbare sidespejle, hill start assist, 12-volt stik i kabine og varerum, 12 volt stik under midtersæde og antispinsystem.

Vi savnede en større touchscreen og lås på handskerummet.

Man kan også bestille sin Connect med aktiv City Brake nødbremse med forgængergenkendelse samt linjevogter og adaptiv fartkontrol. Udstyret var i testbilen, som vi havde lånt hos Andersen Biler i Ballerup.

Trailer-stabilitet

Bestiller man bilen med træktøj, får man trailer-stabilitetskontrol med i købet. Bilen trækker en trailer på 1.403 kg.

Testbilen var en L2 udgave med en lastvolumen op til 3,6 kubikmeter i varerummet. Der er plads til to Europaller. Bilen havde desuden en lem mellem kabine og varerum i forbindelse med foldbart passagersæde til transport af længe genstande.

Vi har tidligere testet bilen med fuld last, og det giver ikke ringere køreegenskaber – og med 120 hk er der også pæn trækkraft. Bilen har automatisk lastkompensering, hvor esc-systemet (elektronisk stabilitets kontrol) kompenserer for, om bilen er med eller uden last.

Smal sidedør

Roses skal bilens system med at vippe bagdørene fra 90- til 180 grader via en trykknap på indersiden af bagdørene. Skydedøren i siden er kun 66 cm. bred, så den er ikke bred nok til at man kan læsse en europalle ind fra siden.

Der er aflæggeplads under passagersædet i den 3-personers udgave samt over forruden i bilens bredde. Der var kun én kopholder, men to flaskeholdere (i dørene).

Testbilen havde ikke navigation – og i testbilen var der kun en lille skærm. Vi skal dog nævne fartpilot og fartbegrænser. Rattet var dog af plast.

God siddestilling

Man sidder godt i førersædet – og roses skal fodstøtten, der giver en meget lige kørestilling.

Den nye Transit Connect lever op til de seneste Euro 6.2 standarder – beregnet efter WLTP (World Harmonised Light Vehicle Test Procedure).

Bilens nye 1.5-liters EcoBlue dieselmotor har Ford i øvrigt er udviklet sammen med Peugeot-Citroën (PSA). Ford har dog arbejdet i fire år for at opdatere bilen.

Økonomisk kørsel

Der er udviklet flere brændstoføkonomiske teknologier i forbindelse med de nye motorer til Connect.

Ford EcoSelect gør, at føreren med et tryk på en knap kan vælge ECO-mode, der påvirker motorydelsen og mindsker brændstofforbruget.

Ford EcoMode analyserer førerens kørestil og giver tilbagemeldinger via instrumentpanelet med brændstofbesparende tips for en mere økonomisk kørsel.

Mindre luftgennemstrømning

Connect har ”Active Grille Shutter”-teknologi, der er standard i forbindelse med dieselmotorerne. Så kan bilen automatisk lukke spjældene i kølergitteret, når der ikke er brug for luftgennemstrømning.

For at skabe mindre slitage på teknikken har bilen Connect Acceleration Control, som styrer accelerations-hastigheden i forhold til om bilen er tom eller læsset.

Fakta Ford Transit Connect Trend 120 hk:
Motor: 4 cyl. EcoBlue turbodiesel.
Slagvolumen: 1,5 liter.
Ydelse: 120 hk
Moment: 270 Nm v. 1.750- og 2.000 omdr.)
Forbrugssnit WLTP: 15,6 km/l.
CO2 udledning: 168 g/km.
Miljø: Euro 6 med SCR og AdBlue.
AdBlue beholder: 17 liter (10.000 km.)
Antal gear: 8 trins aut.
Vendediameter mellem kantsten: 12,2 m.
Akselafstand: 3.062 mm.
Dæk: Good-Year Eagle 206/60 R16
Læssehøjde: ca. 620 mm. inkl. beskyttelsesplade i bunden.
Last: testet med 500 kg.
Nyttelast fabrik: Ca. 700 kg.
Trailervægt med bremser: 1.403 kg
Varerum: 3,6 kubikmeter.
Varerum dimensioner: 1.958 x 1.538 x 1.269 mm.
Mellem hjulkasser: 1.226 mm.
Bagdørsmål: 1.248 x 1.136 mm.
Sidedørsmål: 660 x 1.228 mm.
Fabriksgaranti: 2 år.
Serviceinterval: 2 år/20.000
Pris ekskl. lev.: 188.371 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk