Det er fremover ikke muligt at hente sine nummerplader hos SKAT, som fra 1. februar lukker 23 af sine 27 motorkontorer.

Tilbage vil kun være fire motorcentre i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Odense og Høje-Taastrup, der primært vil ekspedere specialnummerplader.

Det kan for eksempel være nummerplader til udrykningskøretøjer, ønskenummerplader eller de blå plader til diplomatbiler.
Mens det er blevet nemmere for almindelige bilister at hente nye nummerplader, bliver der væsentligt længere at køre for vognmænd, som skal have skiftet nummerpladen på blokvogne.

Fra Tønder til Odense
Som eksempel kan en sønderjysk vognmand i dag hente en nummerplade i Tønder eller Haderslev.

Men efter på fredag begrænser SKAT mulighederne til netop Høje Taastrup, Aalborg, Aarhus og Odense.

Chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens fra vejgodstransportens brancheorganisation ITD peger på, at ejere af personbiler kan hente nummerplader over hele landet i bl.a. synshaller.

Unødigt besvær
– Det samme bør naturligvis være tilfældet for ejere af blokvogne. Der er tale om meget få nummerplader i forhold til personbiler, men for den enkelte vognmand giver det unødigt besvær i dagligdagen, siger Jørn-Henrik Carlsen.

Han har respekt for, at SKAT effektiviserer, men det kan gå for hurtigt. Myndighederne har nemlig flere muligheder for at få problemet løst.  Men det har desværre ikke været højt prioriteret.

Løsningen på lang sigt er at få blokvognsplader optaget i Motorregistret (DMR-registret). Det er de ikke i dag, men en ændring vil gøre det muligt at få fat i pladerne over hele landet på lige fod med andre former for nummerplader.

ITD tager affære
– På kort sigt kan SKAT gøre systemet mere smidigt ved at sende nummerpladerne med post eller udpege midlertidige udleveringssteder rundt i hele landet, lyder det fra Jørn-Henrik Carstens.

På den baggrund tager ITD nu kontakt til SKAT og Trafikstyrelsen for at finde en bedre løsning. Det sker blandt andet ved et møde i dag tirsdag den 29. januar 2013 i Trafikstyrelsen.

– Jeg er sikker på, at der vil være opbakning til at få en ordning på plads, som gør alle parter tilfredse, siger Jørn-Henrik Carstens.

Blokvogne er påhængskøretøjer til særtransport, der overskrider færdselslovens maksimalgrænser for mål eller vægt. Her er der krav om en særlig nummerplade – en ”blokvognsplade”.

Applus får travlt
Men mens blokvognsejere skal køre langt, er der ikke langt for de, der skal have mere gængse nummerplader.

De kan fås hos en lang række autoforhandlere og synsvirksomheder. Det seneste halve år har danske bilejere bl.a. kunnet hente og afmelde deres nummerplader hos Applus Bilsyns knap 100 nummerplade-ekspeditioner.

Her forventer man dog at få ekstra travlt nu, når SKAT lukker næsten alle deres ekspeditionssteder. De mange ekstra kunder bliver fordelt over de knap 100 udleveringssteder over hele landet, som selskabet råder over.

”Vi kan også tilbyde, at man bestiller sine nummerplader på internettet, så de ligger klar til afhentning nede i synshallen”, siger adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.

Leave A Reply