Ford er et hestehoved foran, når det gælder varebiler – herhjemme som i resten af Europa.
Herhjemme har Ford Transit Custom ført an i suveræn stil på salgslisterne i årevis – med diesel som drivmiddel.
Nu er den længe ventede elektriske E-Transit Custom ankommet – som straks ligger lunt i svinget på salgslisterne fra Mobility Denmark.
39 udgaver af E-Transit Custom er sat på plader i oktober måned. Den første måned, hvor bilen figurerer.
Det er nok til en samlet andenplads – dog overgået af den suveræne Volkswagen ID.Buzz Cargo med hele 149 enheder.
I alt blev der solgt 473 nye elvarebiler i oktober. Der er tale om en fremgang på salget af elvarbiler på 87 pct. fra oktober i fjor. Hver femte varebil i oktober var altså på strøm.
Van som nummer ét
Samtidig blev Ford den mest solgte ombyggede elektriske personbil i oktober med Ford Explorer med 23 enheder i oktober.
Dermed går den forbi Volkswagen ID.4 Van, der fik 20 Vans på plader. De to biler har samme platform og drivline.
Ford og Volkswagen er i tæt samarbejde – og snart præsenteres den nye Volkswagen Transporter. Den kommer ført i dieseludgave og næste år (marts) i eludgave.
Lillebror på vej
Godt på vej er i øvrigt også Fords lille elvarebil E-Transit Courier, som kommer næste år.
Den er udgaven til city- og regional transport med 200 km rækkevidde, hvis Custom når længere ud med over 400 km. rækkevidde.
El-personbilerne er allerede accepteret af befolkningen fordi de fleste ikke er afgiftsbelagte – for elvarebilerne handler det om image og om krav fra offentlige myndigheder om transportopgaver leveret med el i stedet for diesel.
El og diesel til samme pris
Men har man først kørt el-varebil, så får man et hurtigt og smidigt køretøj – hvor man ikke skal sidde i en støjende dieselbil, og hvor man ikke er træt efter dagens dont.
Totaløkonomisk er den elektriske varebil billig i drift – uden sliddele – og priserne nærmer sig diesel-udgaverne.
Senest har Renault i Danmark valgt at sælge deres elvarebiler til samme pris som dieseludgaverne.