Den anden udgave af C-Max blev kåret til Årets Bil i Danmark for 2011 – foran Alfa Romeo Giulietta. Ikke mindst på grund af fremragende køreegenskaber. En ny og opdateret udgave kom til i fjor med ny kølergrill – ofte omtalt som Aston Martin fronten – og her er køreegenskaberne ikke blevet ringere.
Den reagerer helt entydigt i sving – og den ligger stabilt, også ved en dobbelt undvigemanøvre. Gearskiftet er typisk Ford meget letgående. Håndbremsen er elektrisk virkende.
1.200 kg. trailer
Vi har prøvet bilen med 1,0 Ecoboost motor med 125 hk, som sikrer ekstra gode brændstoftal på 19,6 km/l i gennemsnit. Et tal, der dog skal tages med et gran salt. Det gælder især, hvis bilen køres lidt frisk, hvor man må bruge gearene flittigt.
Det gør det typiske varebils-chauffør ofte – især når bilen er fyldt med gods, og hvis man kører med trailer. Med trailer må den trække 1.200 kilo ifølge Fords brochure.
Varerummet er pænt stort med en længe og bredde på henholdsvis 1.580 og 1.305 mm (mellem hjulkasser 1.030 mm.) – og læssehøjden er oplyst til 360 mm. I kabinen savner man lås på handskerummet – men generelt er aflæggepladsen god.
Fjerde gear i bytrafik
Motoren på 125 hk er friskere end basismotoren på 100 hk – men helt lydefri er den ikke. Især ved acceleration. Den trækker rent fra 1.500 omdrejninger – men i bytrafik med 50 km/t fartgrænse må man blive i fjerde gear, vor den trækker fra 45 km/t. I femte og sjette gear først fra 60- og 70 km/t.
Men har man brug for mere, må man op i en 1,5 liter Ecoboost udgave, der må trække 1.500 kg. Samme vægt fås man, hvis man vælger dieselmotoren, som er mest udtalt på gule plader. Merprisen i forhold til 1,0 liter motoren er eksklusive moms godt 24.000 kr. plus moms.
Fornuftig pris
Kører bilen derimod kun i konsulent-øjemed er 1,0 Ecoboost motoren tilfredsstillende. Prisen er også rimelig – nemlig 139.160 kr. plus moms i Trend udgave. Testbilen var dog med Titanium udstyr til ekstra 11.400 kroner. Her er udstyret langt fornemmere – og 11.000 kr. er vel ingen herregaard. Men køber man et firma mange biler, løber udgifterne jo op.
Titanium udstyret omfatter bl.a. 2-zone klimaanlæg, LED belysning, nøglefri start, lukket midterboks kombineret med armlæn, regnsensor, Bakspejl med automatisk nedblænding, opvarmet forrude, kromlister i kølergrill, LED kørelys og 16-tommer alufælge. Både Trend og Titatium har læderrat, fartpilot og tågeforlygter.
Husk nødbremsesystem
Sikkerhedsudstyr kræver for det meste tilvalg i form af pakker – således koster en fører-assistent pakke cirka 7.000 kr. plus moms – med linjevogter, nødbremsesystem og registrering af færdselsskilte. Men det burde alt sammen være standard. Man bør i hvert fald bestille det – men ifølge Fords prisliste fås det kun til Titanium udgaven.
Man sidder godt i bilen med indstilleligt rat og højdejusterbart førersæde, der giver god støtte. Der er varme i begge forsæder – så den er ekstra rar om vinteren. Kvalitetsniveauet er ganske højt med godt materialevalg. Der er alle kendte infotainmentsystemer i bilen så som Bluetooth og i-Phone stik.
Fakta Ford C-Max 1,0 Eceboost.
Motor: 3-cyl Ecoboost.
Ydelse: 125 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 170 Nm v 1.500 omdr.
Topfart: 187 km/t.
Acc 0-100 km/t: 11,4 sek.
Forbrug g/s: 19,6 km/l.
CO2-udslip: 117 g/km.
EuroNCAP sikkerhed: 5 stjerner.
Dæk: Michelin Primacy3 215/55 R16.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag.
Varerum: Ca. 1.700 liter.
Læssehøjde: 360 mm.
Varerum l x b: 1.580 x 1.305 mm.
Mellem hjulkasser: 1.030 mm.
Bagdørsåbning: 965 x 925 mm.
Trailervægt m. bremser: 1.200 kg.
Køreklar vægt/Nyttelast: 1.391/509 kg.
Pris eksl. moms: 150.560 kr.