Sidste Land Rover Defender løb for nyligt af båndet på fabrikken i Solihull nær Birmingham i England. Euro 6 miljøkravene og crashtest-krav var for stor en mundfuld for fabrikken set i lyset af, hvor få, der trods alt bygges.

Men inden vi alle skal have lommetørklæderne frem, har fabrikken fundet en kattelem, så entusiaster i fremtiden stadig kan få en Defender. Måske ikke fabriksny – men renoveret fra ende til anden.  Det skal endda ske i samme produktionshal, hvor det hele begyndte i 1948. Første renoverede Defender ventes at være klar til salg i juli i år.

Ikke første gang
Konceptet er ikke nyt. VW Nutzfahrzeuge har åbnet for en lignende renovering af Oldtimer Transporter i Hannover – kombineret med et imponerende museum.

At det kan betale sig vidner en auktion Defender nummer to million, som gik for 400.000 Pund eller 4 mio. kr. i en auktion hos Bonham’s i efteråret. Det er 100 gange mere end den første Defender kostede i 1948. I alt blev der produceret 2.016.993 Defender i 68 år.

En anden pointe er, at der fortsat findes 75 pct. af alle producerede Defender på vejene et sted i verden. Så der er nok at tage af.

Håndværksarbejde
Mens flertallet af medarbejderne fra Defender produktionen skal til at omskoles til robot-produktion, er en udvalgt skare af medarbejdere blevet anset til at renovere ældre Defender modeller. Det er rent håndværk – for hver ven Range Rover i dag bygges ved hjælp af 300 robotter, bruges der kun seks robotter til at bygge en Defender. En ny Discovery Sport kører af båndet otte timer hurtigere end en Defender.

En Defender består af 8.953 dele, som gennem 4.190 montage-sektioner og 56 mandetimer bliver til en bil. 500 medarbejdere har været dedikeret til at bygge de legendariske, engelske biler.

En helt ny model på vej
Fabrikken vil dog ikke opgive at slås på et klassisk 4×4-marked – mod biler som Jeep Wrangler, Toyota Landcruiser og Mercedes Geländewagen – for der arbejdes på en afløser af Defender, som kan opfylde krav fra bl.a. militær og landbrug. Men der kan godt gå et par år, før den er klar.

Vi har testet Defender mange gange – og trods moderniseringer med mere moderne motorer – fra 1,6 liter med 50 hk i 1948 til 2,2 liter med 122 hk til sidst – og moderne grejer som klimaanlæg og GPS, var bilen meget gammeldags – og det kræver virkelig tilvænning at køre den. Bilen er meget spartansk indrettet – med stive aksler og primitivt firehjulstræk.

Men efter devisen: hvad der ikke er bygget ind i bilen, kan ikke gå i stykker – kunne bilen klare sig i de mest øde egne af kloden.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk