Det var ikke de mest gunstige betingelser, jeg var udsat for, da jeg forleden testede Iveco Daily med 2,3 liters motor og 146 hk. – i miljøklasse Euro 5.

Selv om bilen var lastet med godt et tons ballast, var der så meget blæst, at det var nødvendigt at korrigere konstant på rattet. Det var dog især ved motorvejsfart, det var en gene – og jeg var glad for, at ballasten blev spændt fast, for netop i et sådant vejr, kan den hurtigt forskubbe sig.

Smidig motor
Ude på de små veje blev jeg hurtigt dus med bilen, der trods den store nyttelast, der lå tæt på max-vægten på 1,3 tons, både var smidig at køre og ganske komfortabel.

Testbilen havde et hydraulisk affjedret ISRI-førersæde – så med justerbart rat havde jeg en god siddeposition.

Køreegenskaberne er gode – det har vi tidligere testet i Italien, mens det var lidt sværere at bedømme i den danske vintervejr. Esc stabilitets-systemet sammen med krængningsstabilisator er dog med til at holde bilen stabil i svingene.

Start/stop som ekstraudstyr
Jeg skulle på grund af vægten dog behandle koblingen skånsomt ved starter – for ellers vibrerede gearkassen temmelig meget.

Bilen havde ekstra (ca. 4.125 kr. plus moms) start/stop system, som både gavner økonomien og den grønne afgift, der falder fra klasse F til E. Systemet kræver større batteri og større startmotor, men samtidig sikres en levetid på minimum 250.000 starter.

Grønt felt passer
Bilens omdrejningstæller har som i lastbiler et grønt felt mellem 1.300- og 3.000 omdrejninger, hvor det er mest økonomisk at opholde sig i under kørslen.

Feltet passer til virkeligheden, for der var trækkraft i fjerde, femte og sjette gear fra henholdsvis 55-, 70- og 80 km/t.

Motoren produceres af Fiat Power Train, som også leverer den til bl.a. Fiat Ducato – blot i en anden opsætning. Motoren er ganske smidig med et godt kraftoverskud – og så har hele bilen et lavt støjniveau.

God aflæggeplads i kabinen
Kabinen i testbilen var udstyret med en hel del aflæggeplads – bl.a. i en skuffe under passagersædet (ekstra 1.100 kr.) samt i handskerummet (uden lås) og i flere andre rum i instrumentbrættet.

Der var tre sæder i bilen – alle med s-seler og nakkestøtter. Der var endda tre fartgreb (bl.a. et i loftet).

På udstyrssiden skal fremhæves varme i sidespejlene, 1-zone klimaanlæg og 4-trins blæser, Wabasto motorvarmer, vandtemperaturmåler, udendørs termometer, to kopholdere, skærm med bakkamera. Rattet var udformet i blød plast

Standard ESC-stabilitetssystem
På sikkerhedssiden har bilen esc-stabilitets-system, ABS-brremser, ASR antispin samt fører airbag og tågelygter. Fartpiloten er dog ekstraudstyr til 2.400 kr. plus moms.

Varerummet i testbilen var på 12 kubikmeter og er regulært med trinbræt i siden og bagtil, som betyder, at læssehøjden på 60 cm. deles op af et trin ved 48 cm. Varerummet var beklædt med plast-malinerede plader af birke-finér.

Daily er kendt for at være blandt de stærkeste varebiler på markedet. Der er chassisramme som på lastbiler, man kan få motorer op til 205 hk. Testbilen havde 146 hk og et moment på 350 Nm.

Mange sikkerheds-systemer
Trailervægten kan nå 3,5 tons – og i forbindelse med nyeste, niende generation ESC-system får man trailer stabilitets system, forstærket bremseeffekt på bagakslen ved nødbremsning, hydraulisk kompensation for bremseeffekttab – der alt sammen øger sikkerheden ved f.eks. undvigemanøvrer.

Den nuværende Daily kom på markedet i efter 2011 og har siden solgt i mere end 1.000, hvoraf ca fem pct. var 2,3-liters modellen med 146 hk.

21 pct. markedsandel
Daily har en markedsandel i klassen på ca. 21 pct. Samlet sælger der op mod 800 Daily om året..

En del biler leveres med fartbegrænser, så bilen kører 110 km/t – det kan give besparelser på op mod  10-15 pct. af brændstoffet – og skære ned på vedligeholdelses-kontoen.
 
Teknik Iveco Daily 35S150:
 
Motor: 4 cyl. Turbodiesel HPI.

System: Comon-rail m. 1.600 bar.

Miljø: Partikelfilter/EGR system.
 
Ydelse: 146 hk v. 3.500 omdr.
 
Moment: 350 Nm v. 1.500-2.750 omdr.
 
Gearkasse: 6 trin.
 
Affjedring for: Uafhængig/parabelfjedre..
 
Affjedring bag: Parabelfjedre/hjælpefjeder.
 
Krængningsstabilisator bagi.
 
Bremser: Skiver for/ventilerede skiver bag.
 
Sikkerhed: Esc, ABS, ARS, Hill-holder.
 
Vendediameter: 11,24 m.
 
Anhængervægt: 3,5 tons.
 
Køreklar vægt/Nyttelast: 2.210/1.290 kg.
 
Pris: 276.600 kr. plus moms.
 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk