Nu er den elektriske udgave af den nye Renault Kangoo Van – kaldet E-Tech – endelig kommet til Danmark – efter et år kun med dieselteknik.

Salget har ikke været imponerende – for med samme teknik kunne man få den billigere basismodel Renault Express, som til gengæld har været en succes fra dag ét. Den afløste Dacia Dokker.

Men et begrænset Kangoo-salg skal Kangoo E-Tech rette op på – med priser mellem 272.700- og 284.700 kroner plus moms, men den lille prisforskel mellem basis og topmodel må give størst interesse for den dyreste Tekno model.

300 km rækkevidde

Den skal også konkurrere med de små kassevogne fra Stellantis og samarbejdspartner Toyota, der har været tilbudt i eludgaver i længere tid.

I forhold til den gamle Kangoo Z.E. udgave bliver den nye E-Tech en bil med et større batteri og en næsten dobbelt så lang rækkevidde på nu 300 kilometer (WLTP), som bl.a. skyldes, at man benytter samme teknik som personbilen Zoe.

Kangoo E-TECH har herhjemme 22 kW vekselstrøms-oplader, der gør, at man kan lade 0-80 pct. på 90 minutter. Den fås også med 80 kWh jævnstrøms-hurtiglader, der giver 170 km ekstra rækkevidde på 30 minutter.

Med varmepumpe

Batteriet er tillige kølet, og der er varmepumpe for at sikre optimal rækkevidde under alle forhold. Motoren er på jævne 120 hk, og har et drejningsmoment på 245 Nm.

Vil man spare på strømmen, kan man vælge at køre i ”eco” mode – hvor man har 46 hk mindre at gøre godt med – altså 76 hk. Så kan man f.eks. kun køre 110 km/t i stedet for 135 km/t.

Så alt i alt det er ikke bilen til de lange køreture til kunder i provinsen – med mindre man forbereder turen og planlægger opladning til hele turen.

1.500 kg trailervægt

Kangoo E-Tech er med den lidt længere rækkevidde nok mest bilen, som kan kombinere bydistribution med lidt længere regional transport – uden at det giver chaufføren rækkeviddeangst.

Testbilen var L1-udgaven med det optimale Tekno udstyr samt de berømmede Open Sesame døre. Det er betegnelsen for den store sidedørsåbning, der gør det muligt at laste en europalle ind fra siden gennem den 1.45 meter brede skydedørs-åbning.

Desuden har bilen en trailervægt på pæne 1.500 kg.

Samme varerum

Dertil kommer 60 liters fralægningsplads i kabinen samt tre forsæder med mulighed for at lægge midtersædets ryglæn helt ned – og dermed skabe et mobilt kontor.

Det 45 kWh store batteri er placeret under bunden – så varerummet ikke mindskes i forhold til dieseludgaven.

Renault Danmark oplyser et varerum på 3,8 kubikmeter med Sesame døre, hvor den normale udgave har 3,3 kubikmeter.

600 kg. lasteevne

Lastevnen er 600 kilo. Testbilen havde ikke beklædning af varerummet. Man kan få 800 kg. lasteevne i en L2 udgave – men så kan man ikke få Open Sesame døre. L2 fremgår dog ikke af den danske prisliste.

Vi sal også nævne varerummets seks fastgørelseskroge, læssehøjden på 600 mm (30 mm indvendig), masser af aflæggeplads, varme i spejlene, tre usb-stik, to 12-volts stik, lille touch screen med navigation samt induktiv/trådløs opladning af mobiltelefonen (Tekno-udgave).

Testbilen havde også bakkamera og p-hjælp til at lette kørslen – og så skal vi huske at rose bilens gasdæmpere frontklap.

Rekuperation fra gearvælger

Rose skal vi også Renaults placering af rekuperation i gearvælgeren i automatgearet – det virker super godt på en snoet landevej, hvor man kan bruge det som bremse. Der er tre trin at gøre godt med.

Samtidig virker bilen ganske hurtig – men elbiler har jo også drejningsmoment fra 0 km/t.

I det hele taget kører bilen godt, men der er en del vind- og dækstøj – især når man bevæger sig ud på motorvejen.

Mærker ujævnheder

Komforten for chaufføren er fin – med de ekstra 150 kg til batterierne betyder, at man mærker vejpump og ujævnheder tydeligere.

Vi skal også nævne to-vejs justerbart rat, som desværre er i plast – og ryglænet kan ikke indstilles trinløst med rulle.

I Sesame udgaver er der tillige et helt fast passagersæde, der godt kan give lidt træthed i ryggen på længere ture.

Spørgsmål om adaptiv fartpilot

Sikkerheden er rimelig god i genren – men selv om vi tidligere blev meddelt, at bilen kunne fås med adaptiv fartpilot mod merpris – så fremgår det ikke af det danske informationsmateriale.

Til gengæld er der fartpilot/fartbegrænser samt nødbremse, blindvinkel-assistent, skiltegenkendelse, linjevogter, bakkamera, 1-zone klimaanlæg, elektrisk håndbremse – og testbilen havde endda aluminiumsfælge.

Flere og flere vælger el-varebiler

Udstyrsmæssigt i Kangoo får man nu easy link multimediesystemet med otte tommer skærm, hands free card og automatisk parkeringsbremse.

Og så kan man få adgang til bilens teknik på en Renault app, hvor man kan tjekke batteri status, styre opladning, planlægge ruter og meget andet.

Varebiler på strøm er fortsat ikke de store sællerter, men flere og flere miljøzoner i byer samt krav til virksomheder fra f.eks. kommuner om at stille op med el-varebiler for at få en transportaftale er stigende.

Forgænger Årets Varebil 2012

Den gamle Kangoo, der i eludgave kaldes Z.E., havde et fast kundeunderlag – og den fik også priserne “International Van of the Year” og ”Årets varebil i Danmark” tilbage i 2012.

Den nye Kangoo E-Tech vandt ikke prisen for 2023. Til gengæld fik den nye Kangoo samme priser for dieseludgaven for indeværende år.

VOTY.dk har – som dansk medlem af Van of the Year juryen i Europa – allerede haft lejlighed til at prøve den nye, elektriske udgave af Renault Kangoo E-TECH i Frankrig – både som prototype i fjor og i år som produktionsmodel forud for den danske lancering.

Tekniske data Renault Kangoo E-Tech Tekno Sesame Doors:
Motor: 90 kW/120 hk.
Ydelse: 125 hk.
Ydelse eco-mode: 76 hk.
Moment: 245 Nm.
Batteri: 45 kWh.
Opladning hjemme: Tre faser/22 kW vekselstrøm (AC).
Opladning hurtigladning: 80 Kw jævnstrøm (DC).
Rækkevidde: 300 km (WLTP)
Opladning: 170 km med DC på 30 min.
Topfart: 135 km/t.
Topfart eco-mode: 110 km/t.
Lasteevne: 600 kg.
Varerum: Ca. 2.500 liter.
Varerum: 3,8 kubikmeter
Trailervægt: 1.500 kg.
Dæk: Continental EcoContact 6 – 205/60 R15.
Læssehøjde udvendigt/indvendigt: 600/30 mm.
CO2-afgift 6 mdr: 340 kr.
Pris testbil (Tekno): 284.700 kr. ekskl. moms.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk