Ford har netop opnået karakteren ”guld” i sikkerhed i Danmarks mest solgte varebil – Transit Custom. Det er den meget anerkendte crashtest-myndighed, Euro NCAP, der har offentliggjort resultatet for 2021.

I den forrige crash-test var det den større 2-tons Transit, der opnåede guldmedaljen i sikkerhed – så nu har to af Fords varebiler fået denne anerkendelse fra EuroNCAP.

Karakteren guld har sikkerheds-organisationen også givet til varebilerne Volkswagen Transporter og Mercedes-Benz Vito for året 2021. Alle andre varebiler har opnået sølv eller bronze rating – eller kategorien “Ikke anbefalelsesværdig.”

Ingen med ratingen “Platin”

Bedste rating fra EuroNCAP, når det gælder varebiler, er dog ikke guld – men platin, men ingen af de testede varebiler har klaret kravene til platin.

Ford peger selv på, at de ikke kun er de eneste, der har mere end én varebil i guld-kategorien. De er også den eneste varebilsproducent, der opnår guld med både 1- og 2-tons varebiler.

Transit Custom er gået fra sølv til guld rating som følge af en forbedret sikkerhed gennem introduktionen af selealarm, som blev standard tidligere i år.

Topprioritet

”Chaufførers sikkerhed er en topprioritet for os og vores kunder, så vi designer vores varebiler til at hjælpe alle virksomheder med at passe godt på deres personale og gør vores bedste for at forhindre trafikuheld på vejene,” siger Hans Schep, General Manager for Commercial Vehicles i Ford of Europe.

Han er glad for at se, at Euro NCAP anerkender, at Ford går forrest indenfor sikkerhed i varebilerne.

”Varebilskunderne kan se frem til flere nye tiltag i begyndelsen af 2022, der blandt andet omfatter et nyt digitalt bakspejl, der giver et dobbelt så stort udsyn som et konventionelt bakspejl, der ofte har et mere begrænset udsyn,” siger Hans Schep.

Transit Custom er til og med september i år samlet den bedst sælgende Ford varebilsmodel i Europa med 117.014 indregistreringer.

I 2022 introducerer Ford i øvrigt også en ny 150 hk variant af sin 2,0 liters EcoBlue dieselmotor til Transit Custom – med sekstrins manuelt gear eller med automatgear.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk