Mercedes-Benz Vans har netop præsenteret en koncept-varebil på basis af e-Sprinter, som skal vise, hvordan den næste generation Sprinter, der ventes i 2023, kan komme til at se ud.

Udover den kendte e-teknik vil fabrikken gå i detaljer omkring solpaneler, opsamling af bremsestøv, kameraer i stedet for sidespejle og brug af svingdøre i stedet for traditionelle døre.

Sprinter Sustaineer (SustainABILITY PIONeer) er navnet på koncept-bilen, hvor man er gået i enkeltheder, så bilen bliver mere miljørigtig end den nuværende e-Sprinter – ud over drivlinen.

Mange typer partikler

Mercedes-Benz bruger i konceptbilen keramiske bremsebelægninger og dæk med lav rullemodstand. Et særligt filter skal sikre, at halvdelen af alle typer partikler skal kunne absorberes – ligesom der er luftfilter i kabinen.

Fabrikken peger på, at kun 12 procent af emissioner fra et køretøj hidrører fra udstødningen – mens en tredjedel af partikler hver kommer fra dæk- og bremser samt det vejstøj, der blæses op af bilen.

Solpanelerne på bilen sidder på taget – og de kan give yderligere 1.000 kilometer rækkevidde i e-Sprinter – og næsten fire gange så meget i lande med meget sol.

Solceller på taget

De flade solcelle-paneler passer ind, hvor tagets metaldele ellers sidder – men er limet på, og solcellerne producerer også strøm, når der ikke er tænding på. Cellerne kan også benyttes på bilens sider og hæk.

Solcellerne er dog halvanden gang tungere end metalplader, og man kan forvente udfordringer med at finde leverandører lokalt.

Genbrugstanken

Genbrugstanken er også udtænkt til bilen – således bruges bioplast til f.eks. rattet og paneler i varerummet, der er udviklet af halm. I det hele taget skal ressourceforbruges ned.

Når det kommer til batterierne, vil Mercedes allerede fra næste år indføre et reparationskoncept, så batteriernes celler kan udskiftes – og derfor udsætte et totalt batteriskift.

For at øge rækkevivdden i bilen, ser man også på 3-faset opvarmning. Klimaanlægget bliver således zonerelateret, så det først er området omkring chaufføren, der opvarmes – styret af sædeopvarmningen. Dertil bruges opvarmning af rattet.

Bakspejle på forruden

Kameraløsningen i stedet for traditionelle sidespejle kendes fra bl.a. Mercedes lastbiler – hvor de ultratynde monitors limes ind i forruden for at opnå et større synsfelt samt forbedre aerodynamikken. Man sparer samtidig to kg vægt.

Dertil kommer brug af skærmsystemer for aktivering af bilens døre til varerummet – og Mercedes har udviklet en slags “Speed Delivery Door” – kendt fra busser. Den er sensorstyret og støjsvag. Der er dog fortsat et højt trin op i varerummet.

Fabrikken vil finde på flere detaljer hen ad vejen – men der er ikke givet tidshorisont.

Klimaneutral i 2039

Mercedes-Benz Vans CEO Marcus Breitschwerdt har dog allerede løftet sløret for lanceringen af e-Sprinterens forbedrede e-platform i anden halvdel af 2023 – og tillige lanceringen af en helt uafhængigt udviklet e-van-arkitektur “fra midten af årtiet”, som det hedder.

Og her vil man nok benytte en del af ideerne fra den nye koncept-Sprinter.

Mercedes-Benz ønsker som producent i 2039 at være klimaneutral i hele værdikæden, herunder produktion og genanvendelse, fortalte Breitschwerdt ved præsentationen af Sprinter Sustaineer – for bæredygtighed er mere end blot et emissionsfrit køretøj.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk