Toyotas populære SUV-model RAV4 kommer nu i en hybrid-udgave, som ventes til Europa i begyndelsen af 2016.
Bilen, som har premiere på New York International Auto Show i disse dage, lanceres i første omgang med en 2,5 liters benzinudgave med elektronisk 4x4system og med en elmotor til at trække bagakslen. I Europa vil den formentlig også blive tilbudt med en 1,8-liters benzinmotor.
Dieselhybrid derimod er ikke Toyotas hjemmebane – som det er for bl.a. Volvo – men Toyota har tidligere udtalt, at fremtiden i deres verden mere vil gå i retning af brint kombineret med en form for hybridteknik.
Samtidig er designet frisket op med let ændret design, nyt og forbedret interiør og alle moderne sikkerheds-systemer – kaldet Toyota Safety Sense package.
20 år siden første RAV4
Den første RAV4 kom til salg for 20 år siden som et rekreativt køretøj, der kunne komme lidt længere end de fleste små biler – og var startskuddet til den i dag så populære kompakte SUV marked. Siden er bilen dog vokset sig op i, hvad der anses for et normalt SUV køretøj.
RAV4 Hybrid AWD repræsenterer den næste dimension i Toyotas opfattelse af fuld hybrid teknologi, der sikrer mulighed for at køre ren elektrisk under mange forhold. Bilen kan stadig trække en trailer – her på 1.650 kg. inklusive trailer-assist system (Toyota Trailer Sway Control).
Den nye bil kendes fortil på komplet LED lysteknik – sammen med et mere aerodynamisk look i fronten. Bagtil er kofanger og baglygter blevet opdateret. I kabinen er der kommet en ny touchscreen og brug af nye og blødere materialer.
Højt sikkerhedsniveau
Bilen har også fået surround-view, så man via kameraer for og bag kan se, hvad der er rundt om bilen.
Sikkerheden er løftet med detaljer som optimeret nødbremsesystem, linjevogter (Lane Departure Warning), automatisk fjernlys control, skiltegenkendelse samt afstandsregulering (Adaptive Cruise Control).
Endelig vil bilens Pre-Collission System (PCS) virke fra 10 km/t op til bilens topfart – og vil kunne reducere farten gennem det automatiske bremsesystem til cirka 36 km/t.
Systemet kan også opdage eventuelle farer for at ramme fodgængere – med et nødbremsesystem, som arbejder mellem 10- og 80 km/t, og som kan reducere bilens hastighed betydeligt.