Transport Øst arrangeres nu for sjette gang – nu på lørdag og søndag. Det er igen Lastas og Mercedes-Benz, som lægger asfalt til arrangementet, der arrangeres af Danske Transportmedier.
I år er et halvt hundrede udstillere på plads til to dage med lastbils- og logistik-snak. Traditionen tro vil en stor del af branchen valfarte til Greve.
Transport Øst afholdes i år med opbakning fra Greve Kommune, som arbejder aktivt på at skabe bedre rammer for transporten i området, der i forvejen huser en lang række vognmandsvirksomheder og forhandlere.
Transport Øst, som blev arrangeret første gang i Greve i 2009, er kendt som Sjællands transportmesse. Der er rig mulighed for at se på lastbiler med seks lastbilmærker repræsenteret på messen, men i alt 13 virksomheder, der handler med lastbiler, er med i år.
Hertil kommer forhandlere af trailere, kraner, opbygninger, finansiering, uddannelse, rådgivning, tilbehør, dæk og olieselskaber.
Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entré 50,-, børn under 12 er gratis. Fribilletter fås hos udstillerne eller kan printes fra transportøst.dk. Der er gratis parkering lige ved området.
Den officielle åbning foregår lørdag kl. 10 ved Jacob Chr. Nielsen, direktør i ITD, samt Pernille Beckmann, borgmester i Greve Kommune.