(HANNOVER)

Med 127 point vandt trillingerne Peugeot Partner, Citroën Berlingo samt Opel- og Vauxhall Combo dysten om at blive Årets Varebil i Europa (Van of the Year).

De slog sikkert Mercedes-Benz Sprinter, der fik 92 point på andenpladsen – mens de tre øvrige kandidaterne endte med 33 point til Ford Transit Connect og 18 point til både Ford Transit Courier og Renault Master Z.E.

Mine egne point

Som dansk jurymedlem af Van of the Year juryen var det dog Mercedes-Benz Sprinter, som jeg havde givet flest point – nemlig fem til Sprinter, fire til PSA-trillingerne, to til Ford Transit Custom og 1 point til Renault Master Z.E. – men jeg valgte ikke at give point til Ford Transit Courier.

Jeg gav det ene point mere til Sprinter for dens fremtidsorienterede teknologi med Connectivity og internetforbindelse.

Sprinter er en bil, som man kan tale med – og man kan som chauffør være online i kontakt med bl.a. fragtudbyder og vognmandsforretning. Bilen er også forberedt på at blive selvkørende.

Imponerende trillinger

Omvendt er PSA trillingerne imponerende køretøjer, hvor de mange teams i PSA har forstået at udvikle en mindre varebil med mulighed for sikkerhedsudstyr som personbiler. Tillige med ekstra lastmuligheder i forhold til forgængerne – og stadig fine køreegenskaber. At man kan designe tre biler med helt forskelligt DNA er også imponerende.

Group PSA er med 30 pct. markedsledere i Europa for lette varebiler efterfulgt af Renault og Ford.

Peugeot-Citroën koncernen PSA har præsteret en sensation, når det gælder udviklingen af de nye varebiler Peugeot Partner, Citroën Berlingo samt den nye bil i familien, Opel Combo.

Øget nyttelast

Ved at udvikle en kraftigere bagaksel end personbilsudgaverne har man nu 1.000 kg. nyttelast at gøre godt med mod cirka 600 kg før, og ved at kombinere denne konstruktion med fortøjet EMP2 fra bl.a. PSA’s personbiler får man både en bil, som har plads til varerne, og med køreegenskaber og vejgreb næsten som en personbil, når man tager hensyn til den høje opbygning.

I stedet for at differentiere affjedringen fra sporty til mere blød som i personbilsudgaverne, så har man i varebilerne ensrettet undervogn og affjedring, så godstransport er i højsædet i alle tre biler. Det vil sige en ganske fast affjedring, som dog giver glimrende vejgreb i de fleste situationer.

Det er tydeligt, at Rifter er sat meget sportsligt op i forhold til Partner, men begge har Peugeots særlige i-cockpit med et lille rat med flad bund. Man ser instrumentgruppen hen over ratkanten. Alle bilerne har faktisk er ganske præcis styring.

De danske priser

Godt er også PSA’s otte trins automatgear, som især er spændende sammen med den 130 hk dieselmotor. Roses skal også trillingernes lave støjniveau i alle udgaver.

Bilerne lander i Danmark lige efter Nytår – fire måneder efter lanceringen af personbilsudgaverne Peugeot Rifter og Citroën Berlingo. Opel har p.t. ikke planer om at lancere Combo som personbil i Danmark.

”Allerede nu vi hos Peugeot Danmark melde prisen på billigste Partner i ZAP udstyr til 99.950 kroner plus moms for en 1,5 liters HDI diesel på¨100 hk. Leasingprisen er 1.245 kroner plus moms pr. måned med en førstegangsydelse på 9.995 kroner ud fra en fire års periode og 15.000 kroner om året. ZAP udgaven får dog ikke – som udgaverne PLUS, GRIP og ULTIMATE – sikkerhedsudstyret med assistentsystemer som automatisk nødbremse, aktiv vognbaneassistent og seks airbags” fortæller pressechef Hanne Sørensen, Peugeot Danmark.

Flest med dieselmotor

Billigste Partner i dag begynder ved 95.000 kroner plus moms, så merprisen for den nye og stærkt forbedrede udgave er ganske rimelig.

Den første Citroën Berlingo varebil vandt også prisen Van of the Year i 1997 – årets efter bilens lancering.
Både for Citroën og Peugeot gælder det, at varebilerne fortsat mest vil blive solgt med dieselmotor, men den nyeste 1,2 liters benzinmotor (3 cylindre) vil opnå op mod 15 procent af Van-salget – dels fordi dieselspøgelses stadig huserer bl.a. hos by-politikere og dels fordi den nye benzinmotor er mere økonomisk end den gamle 1,6 diesel.

Med firehjulstræk

Bilerne vil også kunne fås fra fabrikken med firehjulstræk fra underleverandøren Dangel i Frankrig, men Peugeot Danmark venter til man kan købe alle bilmodeller gennem én kanal hos PSA – og ikke via Dangel.

For kunderne er det rart at vide, at der er 1.000 kg. nyttelast, men også mulighed for vægtindikator for overlæs, elektronisk parkeringsbremse, LED lys i varerum, head-up display med hastighedsangivelse og skiltegenkendelse, trailerstabilitet, otte tommer skærm og en særlig høj Work-udgave med større hjul og Ultra Grip system med øget frihøjde. Man kan få en lem i adskillelsen til at transportere lange emner.

Mange udgaver

”Vi har aldrig haft et projekt så gennemført som denne gang, hvor vi har formået at bygge et koncept (K9) med tre så forskellige DNA-udtryk, som Citroën, Peugeot og Opel har – både ude og inde. Alligevel har de med deres fælles platform EMP2 samme teknik og drivline, som sikrer forbedrede køreegenskaber. Vi tilbyder i mange versioner fra basis til topudstyret,” siger vicepræsident i PSA’s udvikling af varebiler hos PSA, David McQueen.

Den nuværende Combo er produceret i samarbejde med Fiat og den tyrkiske bilkoncern Tofas og er teknisk og designmæssigt identisk med Fiat Doblò. Begge bilmodeller i øvrigt velkørende med (som de nye trillinger) et tons nyttelast samt godt vejgreb takket været uafhængig affjedring.

Flere års samarbejde

Men allerede inden PSA (Peugeot/Citroën) overtog Opel/Vauxhall fra General Motors i USA, var der en aftale om, at PSA skulle bygge den næste Combo – plus en række Opel-personbiler (Crossland X og Grandland X).

Det er som sagt lykkedes PSA at udvikle de tre små varebiler, så de har bevaret deres DNA fra henholdsvis Peugeot, Citroën og Opel.

Det vil også gælde de kommende el-udgaver af de tre søstre. Partner og Berlingo Electric kom i seneste udgave i 2014.

Nye eludgaver i 2020

Vicepræsident i PSA’s udvikling af varebiler, David McQueen, fortalte fornylig til VOTY.dk’s udsendte, at det ikke vil være økonomisk forsvarligt at lancere en eludgave af de nye Partner/Berlingo modeller allerede nu fordi de nuværende udgaver først kom på markedet for få år siden. De nye udgaver vil formentlig blive lanceret i 2020 – og så tillige i en el-Combo udgave.

Hvor det er tredje udgave af Partner og Berlingo siden første udgave i 1996, så har Opel haft fire udgaver forud for den kommende PSA-Combo – hvor den første Kadett Combo Van kom i 1986.

Der kommer en kort og en lang udgave med max. 4,4 kubikmeter varerum. Der er altid plads til to euro-paller. Udover to sæders varebil kan man få de tre biler som XL dobbeltkabine med to sæderækker og varerum bag.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk