Kunderne har taget særdeles godt imod den nye, lille Renault varebil Express, der jo er arvtager efter Dacia Dokker.

Det skyldes stadig en lav pris – fra 133.000 kroner plus moms med 75 hk motor – og 145.000 kroner plus moms med 90 hk. motor. Til sammenligning koster billigste Renault Kangoo 175.000 kroner plus moms – den har 90 hk motor.

Bilen bygges fortsat af Dacia i Rumænien, men Renault, som ejer Dacia, valgte at døbe bilen om til Renault. Platformen er også fortsat den samme, men med navnet Renault forsøger Renault at løfte bilens image.

Spurter afsted

Det har nu ikke været  et problem herhjemme, hvor Dokker altid har solgt godt.

Og nu er Express er spurtet afsted på salgslisterne. Faktisk var Express den mest solgte Renault varebil i december måned med en samlet niendeplads og 81 solgte enheder – og forviste Trafic til tiende pladsen med 78 enheder.

Samlet for 2021 lå Express med 635 enheder på en 16. plads, mens den gamle Dokker hentede en 22. plads med 442 solgte enheder – eller samlet 1.077 enheder. Det havde været nok til en ottende plads på listen.

Leveringsproblemer

”Kunderne har glædet sig til den nye Express og den har overtaget Dokker positionen. Vi sluttede 2021 med 635 solgte Express og 442 Dokker. Så det må man sige har været et godt år,” siger Nikolaj Elgaard, der er produktspecialist for Dacia og LCV.

Men faktisk betyder halvleder-manglen (chips), at der i dag er ventetid på at få en ny Express – levering nok først i april, oplyste en forhandler forleden.

Få solgte Kangoo

Men det har også ramt den nye Kangoo fra Renault, der sidste efterår ellers blev kåret til både Van of the Year 2022 i Europa og Årets Varebil 2022 i Danmark.

Der blev kun solgt 53 Kangoo i hele 2021 og sølle tre enheder i december i fjor.

Prisforskel

Ifølge importøren handler det ikke om leveringsproblemer, men det handler om, at der er 30.000 kroners forskel på en Express og så en basis Kangoo L1 (den korte model).

Det er tilsyneladende så stor en prisforskel, at kunderne –  trods det, at der er store forskelle mellem de to produkter – vælger en Express.

Hos Renault forventer man, at man får mere fart i salget, når man kommer med den længere Kangoo L2 og ikke mindst, når man er i stand til at lancere Kangoo E-TECH Electric.

Satser på eludgaven

Den danske importør satser meget på Kangoo i eludgaven E-TECH L1, hvor produktionen indledes midt i marts i år.

”El-udgaven kommer også med den brede sideåbning Open Sesame, hvor B-søjlen er væk. Dertil kommer den med et 45 kWh batteri og 300 kilometer rækkevidde. Det bliver godt at få den ind i vores LCV program,” siger Nikolaj Elgaard.

Nye Dacia Jogger

Dacia kommer i foråret med den nye model Jogger, som også tilbydes i en van version.

”Så snart vi får den første hjem, får vi sat gang i processen med ombygning og godkendelse, men vi kender ikke prisen på Van versionen endnu.”

Nikolaj Elgaard fortæller også, at der er blevet lagt pres på importøren fra forhandlernes varebilssælgere, for at få en van pris på den nye Renault Megane E-TECH, der også kommer først på året.

Nye varebiler

”Til sommer eller senest i efteråret får vi også en ny Renault Austral, som skal erstatte vores nuværende Kadjar, der har været populær som gulplademodel. Derfor kommer Austral også som van,” siger Nikolaj Elgaard.

Den nye Trafic med bl.a. nyt interiør og nye sikkerhedssystemer ventes allerede i løbet af et par måneder. Busudgaven har været her i et år allerede, og Voty.dk har allerede prøvet den.

Og så kommer der ny eludgave af Master – og brintudgaver af Kangoo og Master.


Kangoo har i forhold til Express følgende:
Flere udstyrsmuligheder
Benzin version
Mulighed for EDC (aut) i benzin version
Mere plads – Euro palle på tværs i varerum
Venstre skydedør
Bedre køreegenskaber
Mulighed for tre pladser foran
Elektrisk version (E-Tech)
Mere plads ved passagersæde
Mulighed for Open Sesame plus flex adskillelse
Større anhængervægt
Nødbremse
Gunstig pris på  L2

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk